Fra 15.-25. marts slår dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX for 15. gang dørene op til 11 dage i virkelighedens navn med over 200 nye film og et program, der blandt meget andet byder på gæstestjernerne The xx, premierer med instruktørbesøg, gratis film for børn, fokus på jura, videnskab og FNs verdensmål frem mod 2030, samt et stort tema om sociale eksperimenter på tværs af hele festivalen. Velkommen til CPH:DOX 2018! Find hele programmet her

Årets program byder på over 200 nye film, hvor af over 100 er premierer med instruktørbesøg. Fra Kunsthal Charlottenborg som festivalcentrum breder CPH:DOX sig ikke blot ud i hele byen, men også ud i hele landet med landsdækkende visninger og debat.  

Og de nominerede er…

I CPH:DOXs fem internationale konkurrencer for nye film finder du 66 af de bedste dokumentarfilm i verden lige nu. Hovedkonkurrencen DOX:AWARD byder bl.a. på de danske film ‘Lost Warrior’ og ‘The Great Game’ (‘Fædre og sønner’), og på premierer på nye film af internationale auteurs som Peter Mettler, Robert Greene og Marcus Lindeen. Og i konkurrencen for de bedste film fra de nordiske lande er der nyt fra Max Kestner (‘Slette omstændigheder’), Cille Hannibal (‘Den nat vi faldt’) og Lasse Lau (‘Lykkelænder’).  

Den journalistiske pris F:ACT Award er dedikeret til undersøgende og dybdegående film, og blandt dem er premieren på Katrine Philps ‘False Confessions’, en doku-noir om Glock-pistolens historie (‘Weapon of Choice’) og den usædvanlige ‘Our New President’, der dækker det amerikanske valg af Trump – udelukkende gennem klip fra russiske medier og propaganda.

New:Vision Award og Next:Wave Award er dedikeret til hhv. film af billedkunstneres og af nye, unge talenter. New:Vision byder på nye film af kunststjerner som Camille Henrot,  Metahaven og Alex da Corte (hvis film ‘Slow Graffiti’ er et surrealistisk remake af Jørgen Leths ‘Det perfekte menneske’).

Og blandt de nominerede til årets Next:Wave Award er danske Frederik Sølberg (‘Doel’),  Sundance-hittet ‘Minding the Gap’ og en brasiliansk fantasi over Thomas Manns romanklassiker ‘Trolddomsbjerget’.

Og så kan publikum selv stemme på de 10 film, der er nomineret til Politikens Publikumspris, en ny film om Alt-Right-bevægelsen i USA over Sundance-vinderen ‘Kailash’, til den afghanske ‘Laila at the Bridge’ og den norske ‘Exit’ om radikalisering og ekstremisme – instrueret af en tidligere nynazist.

The xx vælger film til CPH:DOX 2018


London-gruppen The xx har valgt film til et program lavet særligt til CPH:DOX, og medlemmer af gruppen kommer selv til festivalen for at introducere filmene i selskab med filmskaberne over en hel uge – og for at DJ’e til en stor fest på Kunsthal Charlottenborg. Programmet, der hedder ‘I See You’, udforsker emner som identitet, køn, performance, ungdomskultur og LGBTIQ.

Bliver du i det musikalske, kan du udforske et musikprogram, der i højere grad end nogensinde før har kvindelige kunstnere repræsenteret. Oplev alt fra unge stjerneskud som den svensk-syriske, feministiske rapper Silvana Imam til legender som den 82-årige folk-sangerinde Shirley Collins, der begge træder frem på scenen efter film om dem selv – eller opleve visionære musikere som Soho Rezanejad og Lolina (Inga Copeland). Og nå ja, så kigger Hot Chip også forbi til årets Final Party.

Festivalhits og highlights

Vivienne Westwood, Grace Jones, M.I.A., Stanley Kubrick, Hillary Clinton, David Lynch og de to bagmænd bag det legendariske Studio 54 er blandt stjernerne på det store lærred i årets film. Og så kan du møde den 85-årige London-gangster Freddie Foreman – hvis du tør!

Programmet byder samtidig på de nyeste film af auteurs som Agnès Varda & JR, Frederick Wiseman, Shirin Neshat, Barbet Schroeder, Corneliu Porumboiu, Abel Ferrrara, Wang Bing, samt tidligere CPH:DOX-vindere som Lucien Castaing-Taylor & Véréna Paravel, Ben Russell og Narimane Mari. Og så besøger den Oscar-nominerede, britiske teaterforfatter Sir David Hare selv festivalen med filmen ‘Wall’. Og så er det her, du kan opleve prisvindende succesfilm som ‘Of Fathers and Sons’, ‘The Other Side of Everything’ samt filmatiseringen af Jonathan Safran Foers bestseller ‘Om at spise dyr’, fortalt af Natalie Portman. Velbekomme!

Tema: Sociale eksperimenter

Fra reality tv og rollespil til Stanford-eksperimentet. Sociale eksperimenter har gennem tiden forsøgt at få hold på den uforudsigelige, menneskelige natur og på de sociale mekanismer, som samfundet bygger på. Det går ofte galt.

Årets store tema på tværs af CPH:DOX 2018 er de sociale eksperimenter. Fra verdenspremierer på Marcus Lindeens film ‘The Raft’ om en fejlslagen ekspedition over Atlantan i starten af 70’erne og en surrealistisk genindspilning af et tysk reality-show (‘Last Year in Utopia’) i hovedkonkurrencen, løber temaet om de sociale eksperimenter ned gennem programmet. På Kunsthal Charlottenborg har vi i samarbejde med kuratoren Irene Campolmi arrangeret en udstilling om emnet, og særserien ‘A Method to the Madness’ giver et både kontemporært og historisk overblik over grænseoverskridende, sociale eksperimenter i film, kunst og politik.  

De sociale eksperimenter er kontroversielle og grænseoverskridende, ikke mindst fordi de påstår at fortælle os den nøgne sandhed om vores forhold til hinanden under civilisationens tynde fernis. De kan tage mange former. Fælles for dem er, at de er laboratorier for sociale forhold, identitet og selvforståelse – kort sagt, for samfundet og det liv, der udspiller sig indenfor samfundets rammer.

Tema: Justice

Retssikkerhed og frihed for individet er fundamentale elementer i det demokratiske samfund, men udfordringer som terror, migration og globalisering fører til løsninger som særlove og overvågning, der sætter retsstaten under pres.

Temaprogrammet Justice er muliggjort med støtte af Dreyers Fond, og stiller skarpt på forholdet mellem individ og stat, sikkerhed og frihed, etik og jura samt retsstat og demokrati. Oplev bl.a. sci-fi dokumentaren ‘Pre-Crime’, ‘The Congo Tribunal’ om den blodige konflikt i Congo, ‘The Judge’ om verdens første kvindelige Sharia-dommer og en imiteret retssag live i Frederiksberg Byret. Filmene følges af debatter med førende advokater, fagpersoner – og publikum, naturligvis.


Tema: Verden 2030

FN har defineret 17 mål for verden frem mod 2030. Vi sætter fokus på hvert mål med (mindst!) en film og virtual reality-oplevelser fulgt af talks, debat og events. Verden 2030 er årets mest omfattende fokus, og strømmer gennem hele festivalprogrammet på kryds og tværs af serier.

CPH:MEETINGS: Film, talks & debat

CPH:Meetings er en serie på seks filmvisninger med efterfølgende talks og debat mellem eliten af danske og internationale debattører, eksperter og fagfolk. Men CPH:Meetings inddrager samtidig publikum i debatten gennem et nyt, interaktivt format.

Fake news, kønsroller, radikalisering og digital identitet er blandt emnerne på dagsordenen til de seks arrangementer, der finder sted i blandt andet Nørrebrohallen og Politikens hus. Med danske film som ‘En frygtelig kvinde’, ‘Den nat vi faldt’ og ‘Lost Warrior’ som udgangspunkt er CPH:Meetings et nyt, kulturelt topmøde, der samler borgerne.

Endnu større fokus på videnskaben


Vores videnskabsprogram CPH:SCIENCE er dedikeret til feltet mellem film og videnskab, og er støttet af Lundbeckfonden. Programmet åbnes med verdenspremieren på en videnskabelig opdagelsesrejse ind i det ukendte i ‘The Most Unknown’ af Ian Cheney, der følges op af en talk med en række forskere og filmskabere. Du kan også opleve ‘Jane’ på Aveny-T og komme tæt på den verdenskendte primatolog Jane Goodall i hendes første år i Tanzanias Gombe-jungle, efterfulgt af samtale med evolutionspsykolog Jill Byrnit og Dan Jørgensen, som i årevis har korresponderet med Jane Goodall og lavet dyrepolitisk lobbyisme med hende i Bruxelles.

Og vi er slet ikke færdige!
Fik vi nævnt, at CPH:DOX 2018 også byder på landsdækkende visninger i både DOX:DIREKTE og REALITY:CHECK, at der er gratis film for børn i weekenden, og at vores festivalpalæ på Kunsthal Charlottenborg, som vi præsenterer sammen med Normann Copenhagen, lægger hus til både en scene med gratis talks, en VR-biograf, interaktive installationer og selvfølgelig den populære sofa-biograf Social Cinema?

Nå, ikke? Så er det godt, at du kan udforske det hele i ro og mag på cphdox.dk – og billetsalget er i gang.

På gensyn til CPH:DOX 2018 fra 15.-25. Marts!