På festivalens 5. dag kan du opleve verdenspremiere på en film om racismens og slaveriets historie i USA, overvære debat om borgerløn med blandt andre Uffe Elbæk, deltage i en interaktiv filmvisning, hvor publikum selv vælger hvilken drejning, filmen skal tage, og meget, meget andet.

Her er dagens guide til et udvalg af de store oplevelser på CPH:DOX, som du ikke må misse. Alle dagens events kan findes i kalenderen her.

POLITICS

The Workers Cup

I Qatar arbejder millioner af gæstearbejdere fra lande som Indien, Kenya, Nepal og Ghana på at opføre de stadioner, der i 2022 skal danne rammen om VM i fodbold. Under kummerlige forhold og på en løn man knap kan leve for, knokler de igennem for at blive klar til en fest, de ikke selv er inviteret til. En marketingafdeling i FIFA får idéen til at arrangere et fodboldmesterskab for arbejderne selv. Men inden længe får arbejderne gjort det tvivlsomme initiativ til deres eget, og kaster sig entusiastisk ind i kampen – bogstaveligt talt. I forbindelse med denne visning kan du møde instruktøren til introduktion og Q&A.

Nordisk Film Dagmar, 17:00, Billetter

Dead Donkeys Fear No Hyenas

Hvorfor eksporterer et hungerplaget land som Etiopien tonsvis af madvarer til Vesten, når det knap kan mætte sine egne indbyggere? Og hvorfor spenderer Verdensbanken milliarder af dollars i bæredygtig udviklingsstøtte, når millioner af bønder samtidig bliver berøvet brugsretten til deres jord? I håbet om eksportindtægter og fremtidig velstand har den etiopiske regering valgt at udleje millioner af hektar jord til udenlandske investorer. Jord, der tidligere har tilhørt lokalbefolkningen og lokale landmænd, der nu mister alt uden udsigt til at få del i de penge regeringen tjener. Den barske og ulige kamp om fremtidens grønne guld – klodens landbrugsjord – udkæmpes mellem spekulanter og bønder på to forskellige kontinenter. Efter visningen vil filmens problematikker debatteres af bl.a. Nanna Clifforth fra miljøorganisationen NOAH.

Cinemateket 16.45, Billetter

Return Of A President

I 2009 blev Madagascars demokratisk valgte præsident, Marc Ravalomanana, styrtet ved et militærkup. Kuplederen Rajoel blev sat i præsidentens sted og landets befolkning blev sendt ud i dyb fattigdom. Fra sit eksil i Sydafrika er Ravalomanana nu fast besluttet på at generobre magten med fredelige midler, men vejen tilbage til hjemlandet og til demokratiet er et minefelt af politiske intriger og internationale interesser. En hård vej, som danske Lotte Mik-Meyer har dokumenteret over hele fem år med unik adgang til det diplomatiske magtspil bag de lukkede døre – og til Ravalomanana selv.

Nordisk Film Palads, 16:30, Billetter

Free Lunch Society

Ville du arbejde, hvis du blev betalt for blot at være til? Borgerlønnen er tilbage som et alternativ til princippet om ret og pligt og til et bureaukratisk økonomisk system. I hvert fald i den hidsige offentlige debat, hvor tanken om, at alle over 21 år skal have et fast månedligt beløb, uanset om de arbejder eller ej, virkelig deler vandene. Mød instruktøren Christian Tod i debat med Uffe Elbæk, Steen Jakobsen (cheføkonom i Saxo Bank) og Dorte Kolling (Borgerlønsbevægelsen BIEN).

Bremen Teater, 18:30, Billetter

ARTS

Purge This Land

Racismens og slaveriets moderne historie i Amerika genfortalt i en begavet og højaktuel film, der trækker tråde fra 1850’erne til nutidens USA, hvor fortidens spor fortsat er til stede i landskaber og bybilleder, på gavlmalerier og i glemte breve. Og i den systemiske vold, som sorte amerikanere fortsat er genstand for. John Brown – hvid, militant aktivist og en indædt modstander af slaveriet – blev dødsdømt i 1859 for et mislykket forsøg på at starte en væbnet revolution. Hans historie er en prisme, som samtidskunstneren Lee Anne Schmitts smukke og tankefulde film med et klart og sobert blik betragter den mørke side af USAs historie gennem.
Ved denne verdenspremiere kan du møde instruktøren til introduktion og efterfølgende Q&A.

Cinemateket, 21:45, Billetter

Craigslist Allstars

Den unge, finske performance-kunstner Samira Elagoz poster et åbent casting-call på Craigslist, et parallelt digitalt univers, hvor alle kan udleve deres egen forestilling om dem selv – og gør det. Hvert møde er et socialt eksperiment, som Samira dokumenterer (og iscenesætter) på sine egne præmisser. En tryllekunstner, en ensom blikkenslager og en softcore-pornoinstruktør er nogle af de karakterer, som Samira møder på sin vej fra Amsterdam til Tokyo. Og som foreviges i kapitler, der veksler fra observerende socialrealisme til en (meget) direkte interaktion mellem Samira og hendes nye venner, og fra et minimalistisk koncept til et maximalistisk sansebombardement af neonlys og banger-electro. Mød instruktør Samira Elagoz i forbindelse med visningen.

Kunsthal Charlottenborg, 19:30, Billetter

1996 Lucy and the Corpses in the Pool

Unge Lucy er træt af sit job. Chefen er en idiot. Hun tager med en veninde til en musikfestival i en eller andens hus. Lucy har fundet de fleste af sine møbler på gaden. Og det her kunne være verdens bedste home movie fundet på et loppemarked. Men makkerparret Marcos Migliavacca og Nahuel Lahora ved, hvad de har gang i, og har skabt en drilsk film, der spiller sit spil efter sine egne regler. At den er optaget på et analogt Hi-8 videobånd, placerer Lucys eventyr i en sær tidslomme, hvor synet af en svaneflok, der vralter gennem en have kunne have været et lykkeligt snapshot fra en tid før internettet og mobiltelefonen.

Cinemateket, 19:00, Billetter

EVENTS

Stranger In Paradise

Guido Hendrikx’ debutfilm gennemspiller konsekvent, men klarsynet sine tre scenarier som tre variationer over et politisk dilemma, der er ved at splitte Europa ad. Men også som tre variationer af, hvordan Europa helt konkret håndterer de mange asylsøgende migranter og flygtninge. Et (tanke)provokerende eksperiment, en debatskaber af rang, og et nyt syn på en af vor tids største kriser.

Efter visningen kan du på den nærliggende restaurant Brus opleve digteren Osama Alkanja læse sine digte op om tilværelsen som flygtning og mødet med det danske system. Arrangeret i samarbejde med DFUNK.

Empire Bio, 17:30, Billetter.

The Maribor Uprisings

Oplev demokratiet i aktion, i en interaktiv live-film, hvor du selv er med til at bestemme hvordan du vil deltage i en demonstration i Maribor! Som publikum bliver du placeret midt i protesterne i den slovenske by Maribor, hvor filmens instruktører agerer som guider og følger kameraerne rundt under demonstrationen. Her får du og resten af publikum flere valgmuligheder undervejs: Vil du følge den fredelige gruppe ned til Frihedspladsen – eller den vrede og aggressive menneskemængde på vej mod rådhuset? Maribor Uprisings er en helt unik mulighed for selv at stå i demonstranternes sted – på sikker, virtuel afstand – og følge dem helt ind i demonstrationens hårdkogte kerne. Filmen vises kun denne ene gang under CPH:DOX. Mød instruktør Maple Razsa i forbindelse med denne interaktive visning.

Kunsthal Charlottenborg, 21:30, Billetter.

Ambulance

Det er hårdt, beskidt og livsfarligt at køre ambulance i det konfliktramte Gaza. Med den unge filmskaber Mohamed Jabaly på passagersædet er vi med i én af dem under de israelske bombardementer i sommeren 2014. Efter at have set sin nabofamilies hus jævnet med jorden af endnu en bombe beslutter Jabaly sig nemlig for at køre med ud hver nat og dække, hvad der endte som en 51 dage lang konflikt med eksplosioner og skyderier uafbrudt. Der udvikler sig et anspændt venskab mellem ham og den ellers så stoiske chauffør, der ikke engang kan sige til sin familie, at han kører ambulance – og snart er Jabaly selv med i teamet.

Nordisk Film Palads, 19:00, Billetter

DRAMA

The Strangest Stranger

I Haruki Murakamis roman ‘Kafka på stranden’ optræder en mystisk mand, der kalder sig Johnnie Walker. Er han modelleret over Joni Waka, en jødisk mand bosat i Tokyo, eller er det omvendt? Den karismatiske og storsnakkende Waka er en sand kamæleon. Selvudnævnt outsider, mytoman, homoseksuel og enhver fests naturlige midtpunkt. Og så er han af en ældgammel, jødisk slægt – siger han selv. Den svenske kunstner Magnus Bärtås mødte Waka for 20 år siden og har lige siden været fascineret af, hvordan denne professionelle særling har kultiveret hele sin livshistorie som fiktion. Til denne verdenspremiere kan du møde instruktøren til introduktion og efterfølgende Q&A.

Nordisk Film Dagmar, 19:15, Billetter.

Liberation Day

Tro det eller ej, men de holder også fester i Nordkorea. Og til en fest hører der musik. Men når man er verdens førende diktaturstat og gerne vil invitere et vestligt orkester til at spille i landet for første gang, hvad gør man så uden at tabe ansigt? Man inviterer Laibach! Det slovenske avantgarde-industrial-band, der med hårdtslående marchsange og en gennemført totalitær æstetik har provokeret til både højre og venstre. Et perfekt valg til fejring af styrets nationaldag – bortset fra, at Laibachs totalitære udtryk også er en fed satire. ‘Liberation Day’ er et hæsblæsende, nervepirrende og hylende morsomt indblik i et af de sjældne møder mellem Nordkorea og den vestlige verden. Mød instruktør og rejseleder Morten Traavik til visningen i en Q&A.

Grand Teatret, 21:30, Billetter

Let There Be Light

Kan vi skabe en kunstig sol på Jorden? Kapløbet om at finde fossilfri energikilder har aldrig været mere intens, og i Frankrig arbejder ingeniører, fysikere og andre fagspecialister fra 37 lande på en gigantisk forskningsstation, som man håber kan blive model for fremtidens kraftværk. Den internationale fusionsreaktor, ITER, er det hidtil mest omfattende forsøg på at udnytte vores viden om plasmafysik til at skabe fusionsenergi. Men kan det lykkes? Til denne visning har du mulighed for at møde instruktøren.

Nordisk Film Dagmar, 21:30, Billetter

Se hvordan dag 3 så ud lige her: