… og nu til noget helt andet. Her er hvad jeg selv ville lave i weekenden på CPH:DOX, hvis jeg ikke selv havde for travlt med at arrangere det hele, så DU kan nyde to aftener med parfumemaskiner, VHS-bånd, sjældne filmruller og seks helt særlige filmprogrammer. The medium isn’t the message.

Lørdag, 25 marts. 

Urth + Xenoi + The Flying Proletarian

Tre billedsmukke og filosofiske filmværker fra Ben Rivers, Deborah Stratman og Philip Warnell. Fra en forladt biosfære til lavendelhøsten i Provence – med parfumemaskine i biografen!

16:45, Cinemateket, Billetter

1996 Lucy and the Corpses in the Pool

At arbejde med kunst handler om proces og praksis. Men det handler også om hele tiden at prøve nye ting – og om at tage fejl! Et eklektisk udvalg af samtidskunstens mest nytænkende navne inviterer os indenfor i både deres atélier og deres overvejelser over kunstens rolle og det overhovedet at skabe. Lawrence Weiner, Esther Ferrer og Bridget Polk er blot nogle af de kunstnere, som man her har chancen for at opleve fra første parket, og det er en oplevelse, der vil ruske op i enhver form for vanetænkning. Både om kunsten og om det arbejde, der skal til for at skabe den.
Cinemateket, 21:00, Billetter

Vi Lader Billedet Stå Et Øjeblik + I Promise You Never to Come Back

En instruktørs brev til sin religiøse og forsvundne far, og en mexicansk dagbog fra et roadtrip på jagt efter lykken og kærligheden.

Empire, 20:00, Billetter

Søndag, 26 marts: 

Machines

Maskinerne rumler som rasende, koleriske kæmper i et inferno af støj, kemikalier og arbejdsrutiner. Den indiske instruktør Rahul Jain fører os helt ind i en tekstilfabriks mørke hjerte i en film, der i slægtskab med den revolutionerende ‘Leviathan’ slutter sig om både syn og sanser. Grænsen mellem mennesker og maskiner står dog stadig, og Jains kritik af de inhumane forhold burde ramme alle, der køber ens tøj så billigt som muligt. En fagforeningsleder taler solidaritet på alles vegne, mens fabrikkens chef gentager den neo-liberale lektie om udbud og efterspørgsel på et globalt plan, hvor ansvaret i sidste ende ligger hos køberen – altså os. ‘Machines’ er et ambitiøst og moderne, politisk værk fra en kulturel insider, der maxer filmmediets potentiale helt ud og placerer os i skoene på de arbejdere, som dokumentarfilm normalt nøjes med at betragte fra afstand.

12:00 Nordisk Film Dagmar, Billetter

Phantom of Illumination + A Variety of Shows for Various Events, Part 1

Tropisk klima og overnaturlige antydninger i en mørk og melankolsk, thailandsk film om en mands sidste dage i ruinen af en forladt biograf.
Cinemateket, 18:30. Billetter

Beuys

Joseph Beuys var så langt forud for sin tid, at kunstverdenen her 30 år efter hans død endnu ikke har indhentet ham. Alt kan være kunst, sagde Beuys, og handlede derefter. Med fedt og filt som faste ingredienser i sine skulpturer og interventioner, var Beuys’ projekt ikke desto mindre at udvide kunstbegrebet så vidt som overhovedet muligt – og at inolvere så mange som muligt i det. Et generøst ideal med en radikal, politisk dimension, der skabte ham dedikerede følgere og stor modstand. I New York tog kunstverdenen imod den tyske ener med en soloudstilling på Guggenheim-museet, men i Tyskland var meningerne delte – også da Beuys indledte en politisk karriere og var med til at etablere partiet De Grønne. Filmen om den tynde mand med hatten giver ordet til Beuys selv, i en rig mosaik af uvurderlige arkivklip optaget under hans mange aktioner, performances og offentlige optrædener – men også når hans fortid som nedskudt pilot under krigen skal frem. ‘Beuys’ havde premiere i konkurrence i Berlin.

12:15, Grand Teatret + Mød instruktøren! Billetter

Mads Mikkelsen er vores program redaktør på CPH:DOX siden 2007.