Burning Out

Mandag aften kan du se ‘Burning Out’ af Jérôme le Maire, der er et universelt drama fra et fransk hospital, som går i rette med tidens store folkesygdom: Stress og udbrændthed! Belgiske Jérome le Maire tilbragte to år med et kamera i hånden på det prestigefulde hospital Saint-Louis i hjertet af Paris, hvor der hver dag foretages 60-80 livsvigtige operationer. Og hvor både læger og personale er ved er ved at brænde ud i en hidsig alle-mod-alle-atmosfære af nedskæringer, underbemanding og stress. Hvor længe kan det fortsætte? Og hvem skal passe patienterne, når lægerne selv bliver syge og ikke kan se meningen med deres arbejde?

Cinemateket, kl. 17.00, Billetter.

Untitled

Michael Glawoggers filmiske testamente er en vital rejsedagbog fra 14 lande, gjort med en formidabel sans for eksistensens facetter. Den østrigske globetrotter (og tidligere Dox:Award-vinder) Michael Glawogger var en af den moderne dokumentarfilms store fornyere. Hans seneste – og tragisk sidste – film er et vitalt testamente, og en hyldest til nysgerrigheden og rejselysten. ‘Untitled’ er en dagbog fra den rejse gennem 14 lande i Balkan, Italien og Nord- og Vestafrika, der sluttede da Glawogger uventet døde af malaria i Liberia.

Cinemateket, 16.45, Billetter

Citizen Jane

Kan du forestille dig, at en motorvej pløjede sig tværs gennem Manhattan? Og at SoHo slet ikke fandtes? Sådan kunne det let være gået, hvis ikke forfatteren og aktivisten Jane Jacobs havde kæmpet for sin elskede hjemby New York. Jacobs var en sand pioner, der var så langt forud for sin tid, at hendes radikale – og i virkeligheden dybt humanistiske – idéer først nu er begyndt at slå igennem i den arkitektoniske mainstream. ‘Citizen Jane’ er således ikke kun en dybt spændende historie om en modig kvindes kamp for sin by. Den er også en fagligt seriøs og fortsat aktuel storfilm om arkitektur, urbanitet og det gode (by)liv.

Cinemateket, kl. 19:00, Billetter

Peshmerga

Under navnet Peshmerga kæmper de lokale tropper i irakisk Kurdistan en utrættelig kamp mod Daeshs (Islamisk Stats) indtrængen og hærgen i landet. Den franske filosof og fremtrædende forfatter Bernard-Henri Lévy er med langs den 1000 kilometer lange frontlinie på vej mod Mosul, og tegner et stærkt portræt af den stålfaste kamp mod obskurantisme og fundamentalisme. Kurderne har kæmpet for deres land i det meste af et århundrede og er vant til kamp, og både mænd og kvinder tager del i den.

Cinemateket kl. 19:15. Billetter

Karl Marx City

25 år efter murens fald og DDRs sammenbrud tager filminstruktøren Petra Epperlein tilbage til sin barndomsby i Østtyskland, Chemnitz – bedre kendt som Karl Marx City. Epperlein rejste selv til USA efter murens fald, mens hendes forældre blev tilbage i en genforenet nation fuld af mørke hemmeligheder. Med en mikrofon i hånden og et kamera i ryggen går Petra på jagt efter sandheden bag hendes fars selvmord i 1999 og rygterne om hans fortid som informant for Stasi. En filmisk præstation af sjælden støbning, holdt i fotografisk sort/hvid, der bygger bro mellem nutid og fortid.

Cinemateket, kl. 21:15, Billetter

Rocco

Hans mor ville gerne have, at hendes søn blev præst, men sådan gik det ikke helt. Rocco Siffredi er af verdens på alle måder største pornostjerner – også selvom han officielt er gået på pension. Filmen følger ham i hans sidste aktive år i branchen, og tegner et billede af en mand, der nok kan gå til makronerne, når kameraet ruller, men som når dagen er omme har både en følsom side, en kone og to sønner (der sammen driver et pornoselskab fra familiens base i Budapest). ‘Rocco’ er et bramfrit, underholdende og psykologisk komplekst indblik i manden bag myten, og mennesket bag et indrømmet dæmonisk sex drive.

Cinemateket, kl. 21:30, Billetter.

The future of work and death

Fremtiden er ikke hvad den har været – og det er mennesket heller ikke. Teknologien er godt i gang med at undergrave alle faste forestillinger om livet. Og selv ikke dets to mest fundamentale grundvilkår – arbejdet og døden, selvfølgelig – går fri. I hvert fald ifølge dette filmessay, som med tør humor og originale analyser kigger i den helt store krystalkugle og kortlægger det hastigt foranderlige landskab mellem biologi, økonomi, psykologi og teknologi. Nogle af verdens klogeste hoveder giver deres besyv med i det overraskende og rigt detaljerede argument, der på baggrund af statistik og hårde facts også giver plads til et spekulativt ‘hvad nu hvis…’ Og som dybest set konfronterer os med spørgsmålet om, hvilket liv det egentligt er vi helst vil leve.

Empire, kl. 17:30, Billetter

If I Think of Germany at Night

Symbiosen mellem menneske og maskine har været en grundfigur i tysk musik siden Kraftwerk. At den har udviklet og forandret sig lige så længe er den fascinationskraft, der driver Romuald Karmakars helt nye film om kulturen omkring techno. En seriøs film om en seriøs kultur, der konstant muterer imod nye udtryk – og som reagerer på verden omkring sig. Fem DJ’s, blandt andre Ricardo Villalobos og Roman Flügel, taler teori og praksis fra deres hjemmestudier foran mixerpulten på klubberne.

Empire, kl. 20:00, Billetter

Unrest

Mens Jennifer Brea arbejder på sin ph.d.-afhandling ved Harvard University, bliver hun pludselig ramt af en feber, der efterlader hende sengeliggende. Mens Brea gradvist bliver mere og mere syg, begynder hun og hendes mand at optage deres hverdag på video for at vise omfanget af Breas symptomer. Brea diagnosticeres med ME (Myalgisk Encephalomyelitis), også kendt som kronisk træthedsyndrom. Men hvad er årsagerne til denne lidelse?

Grand, kl. 16:30, Billetter

Cameraperson

En af de mest roste og bedst anmeldte dokumentarfilm det sidste år. Den amerikanske filmfotograf Kirsten Johnson har været kamerakvinde for andre i 25 år, og har sat sit formidable fingeraftryk på dokumentarfilm som ‘Fahrenheit 9/11’ og ‘Citizenfour’. Med ‘Cameraperson’ har hun samlet en collage af øjeblikke hun har filmet undervejs. Fra Bosnien til Darfur, og fra Yemen og hjem til Johnsons egen mor i udkants-USA. En række gribende, hjerteskærende og ind imellem overraskende morsomme scener og situationer fra en evigt rejsendes liv og arbejde.

Grand, kl. 21:30, Billetter

Ama-San

I over 2000 år har de kvindelige dykkere på den japanske halvø Ise levet af og med havet i en symbiose, som ‘Ama-San’ giver liv i smukke og sensitive billeder. Hver dag indledes med en beskeden bøn, men om aftenen nyder de aldrende kvinder frugten af dagens hårde, fysiske arbejde når de samles i muntert lag om at tilberede de friske fisk og spise ved langborde, hvor snakken, sangen og latteren går lystigt – også selvom de gæve kvinder er godt oppe i 60’erne. Varejaos umådeligt smukke film, der nok skal få maverne til at knurre i biografen. Men som samtidig anerkender både kvindernes stoiske slid og de diskrete variationer i deres årtusindgamle arbejdscyklus.

Vester Vov Vov, kl. 19:00, Billetter