Igen i år har Filmmagasinet Ekko samlet et panel af danske og internationale kritikere, der bedømmer DOX:AWARD-filmene under festivalen og peger på deres favorit. 

Ekko’s kritikerpanel i stjernebarometeret består som altid af knivskarpe kritikere og journalister fra verden over – i år fire kvinder og fire mænd. I år er det den faste skribent Lars Movin og vanen tro Politikens Michael Bo, der har været med i panelet siden 2014.

Derudover er der seks internationale kritikere – dokumentareksperter hele vejen fra USA til Iran. Endnu en genganger i panelet er amerikanske Lauren Wissot, der er skribent hos Filmmaker Magazine. Derudover er der amerikanske Pamela Cohn, der skriver for det australske filmmagasin Senses of Cinema, der heller ikke er med i panelet for første gang.

Af debutanter er der Zoe Cooper, der skriver for det engelske kulturtidsskrift AnOther Magazine. Simrahn Hans, der er filmkritiker for The Guardian. Eric Hynes der er skribent for New York Times og dokumentarekspert med en fast klumme i magasinet Film Comment. Sidst men ikke mindst er der Ayeen Forootan, der er kommet hele vejen til København fra Teheran, hvor han skriver for tidsskriftet Filmkhaneh.

Indtil videre har 5 film modtaget stjerner fra kritikerpanelet, og ‘Welcome to Sodom’ har taget førertrøjen, med 3,5 stjerner i snit (ud af 4) – mens ‘Extinction’ haler lige efter.

Se sjernebarometeret her og læs nogle af udtalelserne nedenfor.

Extinction

”En stilistisk tour de force! I kompromisløs og minimalistisk sort-hvid maner instruktøren fortidens spøgelser frem i en gråmeleret labyrint af mareridt og virkelighed.”
Ayeen Forootan, Filmkhaneh

”En østeuropæisk historietime bliver berusende stemningsfuld, når den tilføres en snert af The Twilight Zone. Rejseberetningen er dragende smuk og meditativ kunst.”
Lauren Wissot, Filmmaker Magazine

Welcome to Sodom

”Eksplosion af indtryk fra kæmpemæssig ghanesisk losseplads for elektronisk affald. Pågående, suggestivt og dystopisk. Skæbnerne kunne i sig selv bære en film.”
Michael Bo, Politiken

”Betagende dokumentar dykker ned i et chokerende, komplekst mikrokosmos af den tredje verden, som vi aldrig har set den før.”
Lauren Wissot, Filmmaker Magazine

Last Year in Utopia

”I en underlig og underligt hjertevarm film kommer der dybtfølte reaktioner, når en gruppe reality-deltagere genoplever deres tid som uvidende forsøgsrotter.”
Pamela Cohn, Senses of Cinema