13 film er nomineret til årets DOX:AWARD.

DOX:AWARD er CPH:DOXs internationale hovedkonkurrence for de bedste og mest originale dokumentarfilm.

…when you look away

Phie Ambo | Danmark

Hvor langt rækker bevidstheden? Og er vi måske forbundne med hinanden på måder vi ikke anede? Det er ikke første gang, Phie Ambo kaster sig over forholdet mellem fysikkens grænser og det metafysiske – men denne gang er det med filmen selv som indsats. Ambo bruger sit emne som benspænd, hun må ikke selv tage kontakt til de medvirkende, der skal enten komme til hende af sig selv eller blive henvist af andre. Og linierne mellem punkterne strækker sig fra Holger Bech Nielsen til en clairvoyant kvinde, og fra kvantefysik til et laboratorium for vitaliseret vand i Jylland. Tilfældigt eller – ?

Verdenspremiere

City of Ghosts

Matthew Heineman | USA

Ingen af de brave, syriske reportere i ‘City of Ghosts’ havde regnet med at bruge (og satse) deres liv som journalister. Men da ISIS rykkede ind i Raqqa i kølvandet på det arabiske forår, havde de ikke andet valg end at dokumentere ISIS’ horrible overgreb på befolkningen i en mediekrig på Facebook, Twitter og via krypterede videoklip fra forfronten i det hærgede land. Under banneret ‘Raqqa is Being Slaughtered Silently’ – og under konstante dødstrusler – rapporterer gruppen til en verden, der længe vendte det blinde øje til borgerkrigen. En overvældende stærk film af Matthew Heineman (‘Cartel Land’).

International Premiere

Craigslist Allstars

Samira Elagoz | Finland, Holland

Den unge, finske performance-kunstner Samira Elagoz poster et åbent casting-call på Craigslist, der som en blanding af Facebook og Den Blå Avis er et parallelt univers, hvor alle kan udleve deres egen forestilling om sig selv – og gør det. Hvert møde er et socialt eksperiment, som Samira dokumenterer (og iscenesætter) på egne præmisser. Internettet er et socialt laboratorium, og ‘Craigslist Allstars’ giver det en filmisk form, som er dikteret af eksperimentet selv. Med andre ord, et ultra-kontemporært bud på en dokumentarfilm efter internettet, hvor intimitet og performance smelter sammen i en vild og uregerlig hybrid.

International Premiere

Do Donkeys Act?

David Redmon & Ashley Sabin | UK, Canada, Irland, USA

Stakkels æsler! Som et synonym for dumhed og som genstand for spot og spe har de slidt og slæbt for mennesket siden arbejdet blev opfundet. Men har vi i virkeligheden bare spejlet vores egne, værste sider i de dumme og umælende (men larmende) dyr? ‘Do Donkeys Act’ gør forsøget på at sætte sig ud over menneskets egocentriske måde at se verden på. Willem Defoes behagelige stemme ledsager det lange digt, der udgør filmens filosofiske tankeeksperiment til en billedside, der er skulpteret ud af fem års optagelser fra en æselfarm. Lyt, tænk, og se på dyrene imens de ser tilbage på dig. Alting vil være lidt anderledes bagefter.

Verdenspremiere

DRIB

Kristoffer Borgli | Norge

En viral video af en ung, norsk mand, der provokerer tilfældige folk på gaden til give ham bank, bliver den første dominobrik til at vælte i en absurd mediekabale, der sender ham til L.A. som stjernen i en ekstrem reklamekampagne for en energidrik. Hvad han ikke har fortalt nogen er, at hans videoer er fake. Og derfra går det helt galt. Manden hedder Amir, ‘DRIB’ er dæknavn for en virkelig energidrik, og hele historien er sand. Men virkelighederne ligger i mange lag i norske Kristoffer Borglis komiske og upbeat rekonstruktion af det stadig mere bizarre forløb. Et kritisk kursus i ikke at tro på alt hvad man ser.

Europæisk premiere

Gray House

Austin Lynch & Matthew Booth | USA

Noget bevæger sig i skyggerne i den mørke og atmosfæriske ‘Gray House’, hvor rå og reelle scener fra livet i den amerikanske arbejderklasse udspiller sig i fem settings, der kunne have lagt scene til en dyster horrorfilm. Kroppens skulturelle kvaliteter, mødet med mystiske fremmede, fascinationen af det tomme rum og absurditeten i at arbejde. Dokumentarisme møder visuel kunst i en stemningsfuld hybridfilm, der er mere end bare åndeligt beslægtet med Lynch senior, men som afgrænser sit helt eget, originale territorie af cinematisk abstraktion mellem drøm og virkelighed. Hold øje med Denis Lavant i en lille rolle.

Verdenspremiere

Last Men in Aleppo

Feras Fayyad & Steen Johannessen | Danmark, Syrien, Tyskland

Åbningsfilmen på dette års CPH:DOX har allerede bevist sit værd og sin vigtighed ved at tage Grand Jury Prize med hjem fra Sundance Film Festival i januar. Og den danskproducerede prisvinder kommer da også helt usædvanligt tæt på tre af de modvillige helte fra den syriske hjælpeorganisation, De Hvide Hjelme, der sætter livet på spil for de civile, når bomberne sprænger i det sønderbombede Aleppo. Trods ubegribelig modstand insisterer de på at redde, hvem der reddes kan – og på at holde fast i menneskeligheden i form af improviserede fodboldkampe og fisketure midt i krigens rædsler.

Europæisk premiere

Obscure

Soudade Kaadan | Syrien, Libanon

Krigen har mange ansigter. Men i et barns ansigt viser den sig alligevel fra sin mest ubarmhjertige side. I ‘Obscure’ er vi tæt – helt tæt – på syriske Ahmad. Han har mistet sin bror i krigen og bor nu med sin resterende familie i en libanesisk flygtningelejr. Traumatiseret og på flugt fra virkeligheden foretrækker Ahmad at sove og at holde sig tavs. Han hverken kan eller vil fortælle de voksne læger og psykologer hvem han er, og hvor han kommer fra. Men netop gennem filmens omsorgsfulde og tålmodige blik anes håb for Ahmad om, at han igen får tid og plads til glæden og trygheden ved at være et barn.

Verdenspremiere

Rage

Dominique Lohlé & Guy-Marc Hinant | Belgien, Frankrig

Techno-kulturen og anarkismen er to alternative samfundsformer, der overlapper i en radikal gentækning af alle sociale relationer. En overset, men oplagt tanke, som ‘Rage’ tager til sin yderste konsekvens i et filosofisk rave party, der giver tid og plads til både teoretikere og musikere i udkanten af samfundet – og tager dem lige seriøst. Knæklys, trommemaskiner og politiske utopier mødes i en mørk film, der demonstrerer hvordan det revolutionære potentiale i en Roland TB-303 ikke bare er en vild, abstrakt idé. Det er en aktuel realitet. Guy-Marc Hinant er grundlægger af pladeselskabet Sub Rosa.

Verdenspremiere

Stranger in Paradise

Guido Hendrikx | Holland

Hvis Lars von Trier havde instrueret en dokumentarfilm om flygtningekrisen, kunne den meget vel have set her sådan ud. ‘Stranger in Paradise’ kaster sig over et betændt emne, når filmen – med et klasseværelse som scene og en gruppe autentiske flygtninge som elever – legende og i tre akter præsenterer, hvordan Europa håndterer ankomsten af de mange asylsøgende migranter og flygtninge. Filmen er et dragende formeksperiment, der giver et nyt og helt håndgribeligt perspektiv på flygtningekrisen.

International Premiere

The John Dalli Mystery

Jeppe Rønde | Danmark, Norge

For otte år siden forsøgte Mads Brügger og Mikael Bertelsen at opklare mordet på en  EU-embedsmand i 1993. Et projekt, der endte i en blindgyde. I håb om genoprejsning ovenpå det gamle nederlag beslutter de to sig for at rejse til Malta for at undersøge en speget sag om den tidligere sundhedskommisær i EU, John Dalli, der blev fyret under mistanke om at være i lommen på tobaksindustrien. Og snart begynder tegnene på en omfattende konspiration at vise sig mod den – på overfladen! – sympatiske Dalli. Men da en hemmelig kilde kontakter ham med beviser for planer om mord, bliver det alvor for den danske duo.

Verdenspremiere

The Third Option

Thomas Fürhapter | Østrig

Ny teknologi rejser nye etiske dilemmaer. Og et af de store bliver sat på spidsen i den formbevidste, østrigske film ‘The Third Option’ – som oven i købet tillader sig at gøre det med en kant af knastør (selv)ironi. Hvad gør man, hvis ens fosterscanning viser, at ens barn ikke lever op til det moderne samfunds forventninger om normalitet? Et smertefuldt spørgsmål, som flere og flere er nødt til at tage stilling til. Men som også peger tilbage mod normerne selv. En kvinde og en mand indvier os nøgternt i deres egne erfaringer fra en usynlig position udenfor billedfeltets milimeterpræcise vindue til den vestlige velfærdsvirkelighed.

Verdenspremiere

What Young Men Do

Jon Haukeland | Norge

International Premiere

Noah er bare 15 år, da han bliver arresteret for fire tilfælde af groft røveri. Som straf bliver den unge lømmel tvunget til at flytte fra sin mor og barndomsvennerne i Oslo og ud til sin far i den noget mindre spændende forstad Bærum. Nedtur! ‘What Young Men Do’ er en ungdomsfilm om en teenage-knægts første møde med systemet, og om at måtte kæmpe med integration og identitet, når man egentlig bare vil have det for vildt. Men der stopper enhver lighed med en klassisk ungdomsfilm-for-velmenende-voksne også. ‘What Young Men Do’ er nemlig fortalt af Noah selv, og balancerer stilsikkert mellem socialrealisme, indvandrerkrimi og absurd komedie – ikke mindst i scenerne, hvor den unge Noah bliver indkaldt til samtale hos et helt panel af socialrådgivere, pædagoger og politfolk, som alle sammen gerne vil guide ham sikkert ind i voksenlivet. Men som samtidig lader ham (og os) opleve indefra, hvordan det er at blive målt og vejet af resten af samfundet, uanset hvordan man opfører sig.

DOX:AWARD trailer 2017

Se alle de nominerede film i CPH:DOXs DOX:AWARD trailer 2017.

CPH:DOXs eget video-crew DOX:TV producerer trailers, interviews og reportager, som godt må anvendes til ekstern brug, hvis CPH:DOX krediteres.