CPH:DOX løfter sløret for de nominerede film i den kunstneriske konkurrence NEW:VISION!

14 film er nomineret i CPH:DOXs konkurrence NEW:VISION i 2017, der byder på grænsesøgende eksperimenter mellem dokumentarisme og kunstnerisk refleksion.

Filmene i NEW:VISION er alle verdenspremierer. Filmene er især præget af at være af international karakter, og ligesom deres nationalitet er filmskabernes professionelle baggrunde også forskellige. Nogle er kendt for deres virke med dokumentariske film, mens andre normalt ses i kunstregi. Dermed afspejler de nominerede på bedste vis selve det, konkurrencen NEW:VISION drejer sig om – nemlig at undersøge det særprægede felt, der befinder sig mellem film og kunst. Filmskaberne placerer sig i denne gråzone med deres værker og opererer i et regi, der ikke normalt betrædes.

Se hele konkurrenceprogrammet for 2017 her

Vinderen af NEW:VISION Award 2017 bliver fundet af en jury og annonceret ved CPH:DOXs prisuddeling fredag den 24. marts på Kunsthal Charlottenborg. Vinderen modtager 5.000€.

Det fulde program for CPH:DOX 2017 bliver offentliggjort om en uge, onsdag d. 1. marts.

De nominerede er..

Common Carrier (James Kienitz Wilkins. US). Verdenspremiere.

Kunstnere lever i en form for permanent undtagelsestilstand på et prekært grundlag, rigt på både usikkerhed og frihed, som den amerikanske filmskaber James N. Kienitz Wilkins fører til sin logiske konklusion i ‘Common Carrier’, hvor situationer og karakterer driver ind og ud mellem hinanden som digitale fantomer i udkanten af New Yorks kunstscene. Her kæmper en scriptwriter, en kunstsamler og en urban shaman med at leve op til deres sociale roller. Identitet og performance er nok flydende størrelser i det rituelle rollespil, men realiteterne bag det hele er stadig lige så konkrete som et girokort fra skattevæsenet

Purge This Land (Lee Anne Schmitt. US). Verdenspremiere.

Racismens og slaveriets moderne historie i Amerika genfortalt i en begavet og højaktuel film, der trækker tråde fra 1850’erne til nutidens USA, hvor fortidens spor fortsat er til stede i landskaber og bybilleder, på gavlmalerier, i glemte breve og i den systemiske vold, som sorte amerikanere fortsat er genstand for. John Brown – hvid, militant aktivist og en indædt modstander af slaveriet – blev dødsdømt i 1859 for et mislykket forsøg på at starte en væbnet revolution. Hans historie er en prisme, som samtidskunstneren Schmitts smukke og tankefulde film betragter den mørke side af USAs historie gennem.

Life Imitation (Zhou Chen. China). Verdenspremiere.

Chat-tråde, sexting og virtuelle scener fra Grand Theft Autos voldelige computerspil-udgave af Los Angeles smelter med en foruroligende og mareridtsagtig lethed over i situationer fra hans venners liv i den kinesiske kunstner Zhou Chens hypnotisk mørke film, hvor især de unge kvinder trodser sociale og seksuelle tabuer, men samtidig må spejle deres ensomhed og isolation i skærmen på deres mobiltelefoner. Symptomer på en futuristisk diagnose fra en virtuel virkelighed, hvor social identitet og rollespil er to sider af samme sag – men i en film skabt med et menneskeligt blik.

The Mærsk Opera (SUPERFLEX. Denmark). Verdenspremiere.

‘The Mærsk Opera’ er historien om skabelsen af den omstridte københavnske opera. Et værk i tre akter, der tager sin begyndelse i 2000, hvor operahuset skal bygges og Stenhuggeren kontaktes af Assistenten med et ønske om at skabe ‘den skønneste sten, der er set’. En palet af aktører afbilder intriger, konflikt og magt i den nyere danmarkshistorie. Med elementer fra dokumentar, animation, og æstetisk realisme bringes filmens mangeartede aktører i spil: en ensom meteor, en hund med et halsbånd, et par gestikulerende mandehænder, arbejdsomme myrer, udspringere og en sonisk manipuleret, sort væske.

The Mærsk Opera på Charlottenborg

Xenoi (Deborah Stratman. USA, Greece). Verdenspremiere.

Sollyset glimter som diamanter i vandoverfladen langs den græske ø Syros’ kyster, hvor billedet i en panoramisk bevægelse lader os skue ud over landskaberne og ind i klippehuler og forladte bygninger. Lysets illusoriske glimten overskygges imidlertid af den uventede tilsynekomst af nogle diamantformede fremmedlegemer, der svæver gådefuldt og stoisk i lufte som ideelle, platoniske former efter et geometrisk princip, som mennesket siden antikken har studeret. Med nutidens kriseramte Grækenland som kontemporær scene for sine filosofiske overvejelser over former og perception, har Deborah Stratman på baggrund af minutiøs research skabt et flerdimensionelt, filmisk rum for et historisk møde mellem den antikke tankeverden og den politiske og sociale virkelighed i dag. Bemærk, at ‘Xenoi’ rummer stroboskopiske flicker-effekter.

Desert of the Real (Christian von Borries, Germany). Verdenspremiere.

CPH:DOX’s yndlings-maximalist, Christian von Borries, er tilbage. Der er gået seks år siden boligboblen braste og rev alt andet end bankverdenen med sig, men allerede nu er ruinerne af 00’ernes blingede testosteron-arkitektur i Abu Dhabi, Georgien og Arizonas forstæder ved at være overgroet af ukrudt. Den tyske tekno-futurist og frygtløse samtidsfilosof, von Borries, er i ‘Desert of the Real’ vores rejseleder ud i den nye (u)virkelighed: en musical af kritisk teori, der udspiller sig på en global scene af 3D-hologrammer og bluescreen-panoramaer fra selfie-venlige turistspots.

Urth (Ben Rivers. UK). Verdenspremiere.

‘Urth’ dokumenterer det mislykkede, lukkede økosystem Biosphere 2.0 i Arizona. En science fiction-agtig, pyramidal bygning og et laboratorium for skabelsen af en kunstig jord overfor klimaforandringernes ødelæggelse af vores egen. Men også et sted, hvor planterne ironisk nok allerede er godt i gang med at overtage de forladte ruiner af det utopiske projekt. Fragmenter af en videnskabspersons efterladte notesbog illustreres af Ben Rivers’ sært smukke og atmosfæriske filmbilleder fra bygningens forladte indre, i en mørk og drømmerisk vision, hvor klimabevidsthedens umådelige kompleksitet finder sit eget (billed)sprog. For ligesom den kunstige biosfære selv, er klimadiskursen ofte også selv kendetegnet ved at være isoleret fra realiteterne i resten af verden. ‘Urth’ er skabt i forbindelse med Rivers’ udstilling af samme navn, og kan her for første gang opleves i biografens mørke rum.

The Flying Proletarian (Phillip Warnell. UK). Verdenspremiere.

Gennem den franske filosof Jean-Luc Nancys ord fremmaner ‘The Flying Proletarian’ et sensorisk rum, hvor selvet, omgivelserne og tankens tyngdekraft forankres i billedskønne scener fra Provence, hvor lavendelhøstens årlige ritual er i gang under en bagende sol. En scene af væren-i-verden, men også scener fra en verden, hvor menneskets historiske drift mod at undertvinge sig både naturen og verdensrummet samtidig spøger. Filmen er det tredje samarbejde mellem Warnell og Nancy, og følger filmene ‘Outlandish’ (CPH:DOX 2009) og ‘Ming of Harlem’ (CPH:DOX 2014)

Maybe This Act, This Work, This Thing (Joachim Koester. Denmark, Belgium, UK). Verdenspremiere.

To Vaudeville-skuespillerinder arbejder på et nyt stykke på en mørk scene. Ansporet af det filmiske apparat – biografsal, fremviser, bevægelse, lyd – forsøger de to dansere gennem gestik at forvandle sig til en filmmaskines roterende tandhjul, snurrende bælter og sitrende elektricitet. De to kvinder hvisker, danser, stamper og snor sig om deres egne kroppes akser i deres fortolkning af den cinematiske mekanik. Joachim Koesters gådefulde og dialogløse værk for to dansere, en mørk scene og et kamera fremmaner et billede af det filmiske medium som en vældig, revolutionær kraft, et produkt af det tyvende århundredes industrialisering af kulturen, kroppen og måske kunsten selv – en kraft, der muligvis er ved at ebbe ud, hvis man ellers skal tage den påtrængende nødvendighed i de to danseres handlinger som et tegn på, at filmmediet selv er bevidst om at skulle forføre et nyt publikum, før det er for sent. Et værk, der er skabt som installation og som får en helt ny betydning af at blive oplevet i en biograf.

The Haunted (Saodat Ismailova. Norway, Uzbekistan). Verdenspremiere.

Saodats Ismailovas symbolrige og suggestive film er et cinematisk brev til en uddød tigerart, og fremmaner med næsten hallucinatorisk kraft en mytologisk, centralasiatisk verden af i går. Et majestætisk dyr, der taler til os om de historiske forandringer, der ledte op til dens egen uddøen som følge af moderne industrialisering og pelsjagt, men som lever i den kollektive forestillingsverden i Turkestan som et helligt billede på sjælen. Ismailovas elegiske, men vitalistiske værk lader os ane tidernes historiske og kulturelle forandringer gennem et hypnotisk røgslør af syner. En uafrystelig film.

The Lost Dreams of Naoki Hayakawa (Ane Hjort Guttu & Daisuke Kosugi. Norway, Japan). Verdenspremiere.

Naoki Hayakawi er art director i et reklamebureau i Tokyo – et miljø, hvor kreativitet og altopslugende arbejdsforhold går op i en fremmedgørende enhed. Men som hans (dag)drømme bliver mere og mere levende i kontorlandskabets sterile landskab af post-it-notes og PowerPoint-præsentationer, frisættes en anarkistisk og voldsom energi, der truer med at opløse grænserne mellem farverig drøm og grå virkelighed i et absurd komisk kaos. Naoki selv er baseret på Daisuke Kosugis egne drømme og erfaringer fra en kreativ klasse, der er et prekariat i lækker indpakning.

No Trace of Accelerator (Emily Wardill. Portugal, Norway). Verdenspremiere.

Emily Wardill lader elementer af psycho-horror møde Brechtiansk teater i sin intenst urovækkende rekonstruktion af et mysterium, der med en uoversætteligt ‘unheimlich’ kraft ryster et af de store, moderne tabuer: kontroltab i hjemmets domesticerede ‘safe space’. Uforklarlige brande hærgede i midten af 1990’erne en lille fransk landsby i flere måneder. Mysteriet blev opklaret, men inden da havde det lille samfund opdigtet sine egne frygtsomme og overtroiske forklaringer – et socialpsykologisk fænomen, der blev studeret af antropologer, hvis grundige research Emily Wardill har baseret sit æstetisk raffinerede og dybt skræmmende værk på.

Nosferatu (John Skoog. Sweden). Verdenspremiere.

Skyggen af en høj og krumrygget mand bevæger sig rundt i skyggerne i en labyrintisk lejlighed fuld af bogkasser, videobånd og plasticposer som en moderne Max Schreck på en hvileløs jagt efter noget, der for evigt er gået tabt. Mystikken og melankolien fra Murnaus vampyrklassiker er bevaret i John Skoogs fortolkning af ‘Nosferatu’, som er et (selv)portræt af den svenske ‘outsider artist’ Richard Vogel, i samarbejde med hvem Skoog har skabt sit seneste filmværk. En film, der giver skandinavisk ekspressionisme en ny betydning og gravitas ved at være optaget på et bedaget videoformat og affilmet fra en antik videoprojektor, hvis tre blandingsfarver konstant truer med at opløse det porøse billede i et vacuum af abstraktion.