Efter to år med restriktioner og løbende corona-nedlukninger i biograferne, kan UNG:DOX – CPH:DOX’ skræddersyede program til ungdomsuddannelserne – nu endelig opleves på det store lærred! UNG:DOX kombinerer filmfestivaloplevelsen med faglige mål, som giver et nyt, kreativt og kulturelt indspark til undervisningen.
Biograferne er genåbnet, og det er tid til at dyrke klassens fællesskab igen. I år vender UNG:DOX tilbage til de københavnske biografer og fylder igen biografsæderne med elever og lærere fra ungdomsuddannelserne.
UNG:DOX præsenterer dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i en undervisningskontekst og afholdes i festivaldagene fra 23. marts til 3. april. I år byder UNG:DOX’ særskilte program på 25 filmvisninger, der ledsages af faglige oplæg, Q&A’s, talks og debatter skræddersyet til undervisningen.
Identitet, sociale bevægelser og politiske brændpunkter
UNG:DOX har i år fokus på en håndfuld aktuelle temaer, der tager udgangspunkt i festivalprogrammet. Her stilles blandt andet skarpt på videnskab med nogle af de bedste nye dokumentarfilm om forskningens verden om alt fra klimaforandringer til kunstig intelligens. Det gælder blandt andet den nye danske dokumentarfilm ‘Rejsen til isens indre’ om indlandsisen på Grønland og hemmeligheden om vores fremtid, der er gemt nede i den.
Der er også identitetsdannelse på programmet, når UNG:DOX ser på, hvordan vi formes af fællesskaber, kunst og store udfordringer – som f.eks. den globale pandemi og store isolation, den har affødt rundt omkring i vores samfund.
UNG:DOX afholdes fra 23. marts til 3. april under CPH:DOX og alle visninger og arrangementer er udelukkende for ungdomsuddannelserne. Lærere kan læse mere om, hvordan de bestiller billetter til deres klasser HER.
Om UNG:DOX
UNG:DOX er CPH:DOX’ undervisningstilbud til ungdomsuddannelser, der blev etableret i 2012. UNG:DOX’ udvikles hvert år i samarbejde med et faglærernetværk for at sikre, at film og arrangementer lever op til gymnasiernes faglige mål. Derudover tilbyder UNG:DOX fagligt relevant undervisningsmateriale til flere af filmene, som kan findes under de enkelte film. UNG:DOX’ filmvisninger og arrangementer er kun åbne for ungdomsuddannelserne.