Søg

UNG:DOX - Kolding

Velkommen til UNG:DOX i Kolding! Her kan du finde de film og arrangementer, som vi tilbyder til ungdomsuddannelserne under festivalen d. 13.-24. marts.

MI PAÌS IMAGINARIO

I oktober 2019 sker der en uventet revolution i Chile som hurtigt tager fart. 1,5 millioner chilenere demonstrerede i Santiagos gader for en mere demokratisk regering, et værdigt liv, bedre uddannelse, et bedre sundhedssystem og for at ændre forfatningen, der ikke er blevet ændret siden diktaturet under Pinochet. Instruktøren Patricio Guzmán, der gennem sine dokumentarfilm i 1970’erne viste optakten til det blodige statskup som havde til formål at afsætte den socialistiske regering og indsætte militærdiktaturet under Augusto Pinochet, vender tilbage med kameraet i hånden. For ham er Chile endelig vågnet op af sin dvale og genfundet sig selv og sine minder om fortiden og med unge og kvinder i front får vi et nøgternt billede af den aktuelle revolution. Vi kommer helt tæt på dens organisering lige så vel som vi får indblik i de livsvilkår befolkningen har levet under, der fik dem på barrikaderne. En oplagt film til at dykke ned i Chiles historie, den aktuelle revolutionære bevægelse og dets modstandere.

Instr. Patricio Guzmán / Chile, Frankrig / 2022 / 85 minutter / Sprog: Spansk / Fag: Spansk, historie, samfundsfag

 

LE REPLI

Efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo i 2015 eskalerede racismen og islamofobien i Frankrig og Emanuel Macrons regering indførte en undtagelsestilstand, der skulle sikre franskmændene mod flere terrorangreb, men som de facto indskrænkede franskmændenes demokratiske rettigheder. Med udgangspunkt i menneskerettighedsforkæmperen Yasser Louati historie fortæller ‘Le Repli’, hvordan den politiske og journalistiske diskurs om franske muslimer har ændret sig, hvordan muslimske miljøer er blevet tiltagende mistænkeliggjort og ikke mindst om den hårdhændede behandling demonstranter får af politiet. Emnet er ikke nyt hverken i Frankrig eller andre europæiske lande, men filmen og oplægget er en oplagt mulighed for at arbejde videre med, hvilke forhold der er specifikke i Frankrig i forhold til andre europæiske lande.

Instr. Joseph Paris / Frankrig / 2023 / 93 minutter / Sprog: Fransk / Fag: Fransk, samfundsfag,
historie

BJERGENE

Der er ingen bjerge at bestige i Danmark. Men der er masser af dem i Norge. Der er instruktør Christian Einshøj vokset op, og der bor hans forældre og hans to yngre brødre stadig. Det er også i Norge, at familiens store tragedie indtraf for 25 år siden. Den tragedie farver stadig familien og de tre brødre, der er spredt fra hinanden og har hver sin livsfortælling. De kan ikke finde ud af at tale sammen, disse tavse og nu voksne mænd, og hver gang der opstår problemer flytter de eller flygter de. Det er den is, Christian Einshøj prøver at bryde med ’Bjergene’. Med humor, kærlighed og 30 års familiefilmoptagelser i rygsækken drager han på en 1.600 kilometer lang superhelte-mission tilbage til sin barndoms skrøbelige land i et forsøg på at forstå, hvad der skete, hvordan tragedien påvirkede dem hver især, og hvordan de kan komme videre – og måske langt om længe nå over på den anden side af bjergene. Filmen er et godt eksempel på den nyere tendens indenfor (især dansk) dokumentarisme, hvor en instruktør bruger filmmediet til at undersøge sig selv og sin familie og søge heling. ‘Bjergene’ er derfor oplagt til at dykke ned i genren ‘den personlige dokumentar’.

 

Instr. Christian Einshøj / Danmark / 2023 / 87 minutter / Sprog: Dansk, norsk (engelske undertekster) / Fag: Dansk, mediefag, psykologi