Vi tager et kig på nogle af nutidens og fortidens store bevægelser og personligheder, der kæmper for retfærdighed og er i oprør med det etablerede. Under temaet BEVÆGELSER & OPRØR kan du finde dokumentarfilm, der undersøger historisk undertrykkende strukturer og de modstående sociale bevægelser det har skabt, oprindelige folk der kæmper for deres land og feministiske røster fra fortiden.
Instruktør og komiker CJ Hunt placerer sig med denne dokumentarfilm midt i debatten om fjernelse af monumenter, der symboliserer historisk kontroversielle personer og epoker. Med udgangspunkt i kampen for at fjerne gamle konføderate monumenter i New Orleans, undersøger han med stor nysgerrighed og humor som effektivt værktøj, de vidt forskellige forståelser af monumenterne, og dermed også historien, der findes i sydstaterne. Bl.a. lærer vi om den såkaldte ‘Lost Cause’, der fortsat præger den hvide majoritets historieforståelse i sydstaterne, og som refererer til en indsats, der skulle sørge for at fortælle historien om konføderatet og slaveriet på formildende vis i historiebøger. Mange hvide borgere nærer derfor en stor nostalgi for den periode i historien monumenterne symboliserer og føler at den kritik der rejses er overdrevet. For sorte og andre racialiserede borgere er monumenterne, der hylder de mennesker der kæmpede for slaveriet, et overgreb imod dem og deres historie og symboliserer tydeligt de racistiske strukturerer der fortsat eksisterer i dag. Dokumentaren er ideel til at tale om det verdensomspændende opgør med monumenter og den debat det har affødt, samt hvad monumenter betyder for historien, vores erindring og vores nutid.
Instr. CJ Hunt / USA / 2021 / 82 minutter / Sprog: Engelsk / Fag: Historie, samfundsfag, engelsk