Bryggeriet To Øl bliver nu fast partner på CPH:DOX’ store festival i København, hvor de bl.a. lancerer en helt særlig DOX-øl: Reality Rocks! Samtidig indleder CPH:DOX og To Øl et nyt samarbejde om To Øl Citys kommende sommerfestival i Svinninge, hvor publikum vil kunne opleve nogle af årets bedste dokumentarfilm.
Når CPH:DOX bliver skudt i gang d. 23 marts 2022, bliver det med en spritny samarbejdspartner – nemlig mikrobryggeriet To Øl, der også driver og ejer Mikropolis Cocktails. Det betyder, at CPH:DOX’ publikum får mulighed for at slukke tørsten i kolde forfriskninger fra både To Øl og Mikropolis Cocktails, som vil være til stede på forskellige venues rundt omkring i København under festivalen; det gælder bl.a. Charlottenborg, der kommer til at fungere som festivalcentrum i perioden fra d. 23. marts til d. 3. april.
Sune Blicher, kommunikationschef for CPH:DOX, siger:
“To Øl brygger nogle af verdens allerbedste øl, og samtidig har de gang i en masse sjove projekter, hvor de udvikler nye produkter og smagsoplevelser. Det er en virksomhed, der er båret af både innovation og nysgerrighed. CPH:DOX står på mange af de samme værdier. Vores publikum efterspørger kvalitet og nytænkning. Derfor er vi meget begejstrede for samarbejdet med To Øl, og vi kan slet ikke vente med at komme i gang.”
Tore Gynther, grundlægger og direktør for To Øl, siger:
”Vi er glade for det nye partnerskab med CPH:DOX og glæder os til at udforske de mange muligheder, som samarbejdet baner vejen for. CPH:DOX fortæller historier, der oplyser, udfordrer og skubber til publikums opfattelse af verden. Vi beundrer CPH:DOX’ grænseoverskridende og nysgerrige tilgang, og vi bestræber os på at gøre det samme. Fremtiden kommer til at byde på mange fantastiske fællesprojekter.”
Reality Rocks – ny øl på vej
Samarbejdet betyder også, at To Øl og CPH:DOX under festivalen kommer til at præsentere en særlig festivaløl, som publikum kan prøvesmage rundt omkring i byen til nogle af CPH:DOX’ mange arrangementer. Øllen bliver en frisk og humlet session IPA – nem at drikke og det perfekte match til festivaloplevelsen.
To Øl City festival får en DOX-biograf
Samarbejdet mellem To Øl og CPH:DOX indebærer også, at To Øl Citys kommende store sommerfestival – som afholdes på To Øl’s bryggeri i Svinninge – kommer til at byde på et helt særligt filmprogram, der er kurateret af CPH:DOX. To Øl City-festivalen giver publikum mulighed for at opleve et udvalg af årets allerbedste dokumentarfilm og samtidig nyde nogle af de bedste drikkevarer fra hele verden.
Læs mere om To Øl City’s nye festival her.
For yderligere information:
Sune Blicher, kommunikationschef for CPH:DOX, +45 3122 2661, *****@cphdox.dk
Raine Coles, Head of Social Media & Communications, To Øl ApS, +45 22 13 27 00, raine@to-
ol.dk