Søg

CPH:DOX 2021 lysskilt

Presse- og kommunikationsmedarbejder til CPH:DOX (Løntilskud)

CPH:DOX søger en journalist- eller kommunikationsuddannet, som er interesseret i et ansættelsesforløb med løntilskud inden for presse og kommunikation med start i januar 2022.

 

I kommunikationsafdelingen hos CPH:DOX bliver du en del af et lille, energisk team, hvor du kommer til at arbejde med presse, kommunikation og sociale medier.

Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver kommer bl.a. til at bestå i at finde de gode historier på tværs af festivalens program, skrive pressemeddelelser og nyhedsbreve, være i løbende dialog med journalister og selvfølgelig se en masse film. Du kommer til at skrive meget. Og det er en stor fordel, hvis du skriver godt (og fejlfrit) på både dansk og engelsk. Foruden presseopgaverne får du også mulighed for at hjælpe til med indholdsproduktionen til festivalens sociale medier (Instagram, Facebook, Twitter og TikTok).

Vi lægger vægt på at du:
– Kan finde/vinkle de gode historier og skriver godt og fejlfrit (dansk/engelsk)
– Er udadvendt og ansvarsbevidst
– Er klar til at indgå i et dynamisk arbejdsmiljø med et højt tempo
– Har kendskab til festivalens profil og tidligere afviklede aktiviteter
– Er struktureret og kan bevare overblikket i travle perioder

Det er et plus, hvis du har erfaring fra tidligere jobs på en nyhedsredaktion eller en journalistisk arbejdsplads.

Sådan søger du
Send motiveret ansøgning og CV til *****@cphdox.dk og skriv ’Løntilskud’ i emnefeltet.

Ansøgningsfrist: 22. december 2021 kl. 12.

Vi indkalder til samtaler første uge i januar 2022.

Arbejdspladsen ligger i Kødbyen på Vesterbro, København.

For yderligere oplysninger & eventuelle spørgsmål kontakt Amira Høg Daimar på *****@cphdox.dk eller +45 2747 8048.

Krav/vilkår
Løntilskudsstillingen er med forventet opstart i midten af januar 2022.
Inden du søger et job med løntilskud, skal du tjekke via din A-kasse eller dit jobcenter, at du er berettiget til at søge et løntilskudsjob.


Kort om festivalen
CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler og en af Københavns store kulturbegivenheder med flere hundrede filmvisninger, koncerter, seminarer og workshops. I 2019 besøgte mere end 114.000 festivalen. I 2020 blev CPH:DOX afviklet digitalt pga. COVID-19 nedlukninger, og i 2021 blev CPH:DOX forvandlet til en hybridfestival.