Søg

PREDICTING THE PAST

Historien spiller i stigende grad en afgørende rolle i de helt store debatter, der præger vores samtid – fra postkolonialisme, repræsentationskrav og identitetspolitik over fascismens genopblomstring til Putins historiske begrundelser for sin invasion i Ukraine. Overalt kaster fortiden sin skygge over nutiden; overalt bliver den genforhandlet; overalt bliver den brugt som et argument for at nogen har ret, og andre har uret. Vi har sammensat et program af seks stærke film, der på hver sin måde sætter lys på historien som kampplads, som våben og som decideret sprængfarligt materiale.

Twice Colonized

Twice Colonized

Advokat og aktivist Aaju Peter kæmper stædigt sin egen og andre oprindelige folks kamp for anerkendelse i en verden, hvor kolonialismen ikke kun hører fortiden til. Men samtidig kæmper hun med sine egne dæmoner og traumer i en film, hvor hun selv fortæller sin historie.

Lin Alluna / Denmark, Greenland, Canada / 2023 / 92 min / European Premiere

The Arc of Oblivion

The Arc of Oblivion

En filmskaber bygger sin egen Noahs ark af træ for at beskytte sine minder mod tidens tand i en vildtvoksende, tankevækkende og underholdende essayfilm, der tager store emner som erindring og forgængelighed ved næsen med et smittende, selvironisk overskud.

Ian Cheney / United States / 2023 / 94 min / International Premiere

Blix Not Bombs

Blix Not Bombs

Varmt, væsentligt og velfortjent samtaleportræt af den svenske topdiplomat Hans Blix, der stod med verdenshistorien i sine hænder i Irak for 20 år siden. International storpolitik fortalt med en indsigt og elegance, der er de færreste forundt.

Greta Stocklassa / Czech Republic, Germany, Sweden / 2023 / 83 min / World Premiere

The March on Rome

The March on Rome

Super-cineasten Mark Cousins fortæller historien om højrenationalismens indtog i Vesten gennem sjældne filmklip hentet dybt nede i arkiverne og mesterligt samlet i en skarp analyse af en historie, der truer med at gentage sig i vor egen tid.

Mark Cousins / Italy / 2022 / 98 min

White Balls on Walls

White Balls on Walls

Hvad stiller vi op med en kunsthistorie, hvor alle værkerne er lavet af mænd? Sid med til møderne, når Stedelijk-museet i Amsterdam prøver at bringe kunsten ind i en ny tid. Det er klogt og morsomt at lytte til i en elegant film, der sætter fagligheden højt.

Sarah Vos / Netherlands / 2022 / 90 min

Theatre of Violence

Theatre of Violence

Et episk og uafrysteligt drama om skyld og straf. Den tidligere ugandiske børnesoldat Dominic Ongwen er både bøddel og offer i et sobert retssagsdrama om forbrydelser mod menneskeheden, der rokker ved moralens fundament.

Emil Langballe, Lukasz Konopa / Denmark, Germany / 2023 / 104 min / World Premiere