Søg

Oplev CPH:DOX’ farverige festivalpalæ på Kunsthal Charlottenborg

CPH:DOX 2022 er skudt i gang og Kunsthal Charlottenborg er forvandlet til storslået festivalpalæ med interiør fra CPH:DOX’ tre nye samarbejdspartnere: &Tradition, Flos og PLEASE WAIT to be SEATED. CPH:DOX’ festivalpalæ er åbent for publikum, som kan opleve biografer, en kunstudstilling, interaktive værker, debatter, fester, branche-forum og cafélounge frem til 3. april 2022.

 

Danmarks største filmfestival er tilbage, og under hele festivalperioden kan publikum besøge Kunsthal Charlottenborg, der er blevet forvandlet til et farverigt festivalpalæ.

Kunsthallens vægge er pakket ind i 1000m2 farverige tekstiler og indrettet med interiør fra de toneangivende designbrands &Tradition, PLEASE WAIT to be SEATED og Flos, der er CPH:DOX’ nye samarbejdspartnere.

Konceptet for Kunsthal Charlottenborg er skabt af arkitekterne Lise Birgens Kristensen og Anne Dorthe Vester, der med afsæt i Mark Rothkos farveunivers har ladet rum og interiør flyde sammen og skabe en helhedsoplevelse for de besøgende, så de får en endnu større filmoplevelse, når de lægger vejen forbi CPH:DOX’ festivalpalæ.

“CPH:DOX adskiller sig fra andre dokumentarfilmfestivaler på grund af alle de spændende ting, der sker rundt om filmene – og det skal festivalpalæet selvfølgelig også afspejle. Vi kunne sagtens bare sætte en masse fine møbler ind på Kunsthal Charlottenborg, men vi forsøger her at skabe en anden visuel oplevelse til festivalens gæster,” siger Lise Birgens Kristensen og Anne Dorthe Vester.

Publikum vil blandt andet kunne opleve et loungeområde beklædt i pink fra gulv til loft med sofaer fra &Tradition, et stort værk med 30 spejle fra PLEASE WAIT to be SEATED og en lysinstallation med lamper af Michael Anastassiades for Flos. Besøgende kan desuden se frem til at opleve to biografer, en stor kurateret kunstudstilling, en interaktiv udstilling, en festivalcafé samt flere talk- og loungeområder.

Alle er velkomne besøge CPH:DOX’ festivalpalæ på Kunsthal Charlottenborg frem til 3. april 2022. I vores kalender er der information om de film og events, som finder sted på Kunsthal Charlottenborg og rundt omkring på festivalens øvrige venues i København.

Udforsk de tre designbrands’ univers: &TraditionPLEASE WAIT to be SEATED og Flos, og arkitekterne bag konceptet: Lise Birgens Kristensen og Anne Dorthe Vester.

Se flere billeder herunder. Alle fotos er taget af Benita Marcussen.