Er du kunstner, designer, animator eller illustrator? Interesserer du dig for krydsfeltet mellem film, digitale medier og kunst? Og har du lyst til at lave det nye artwork for CPH:DOX 2023? Så er muligheden der nu og frem til d. 5. oktober [forlænget frist], hvor CPH:DOX tager imod forslag og koncepter fra kreative og ambitiøse talenter, der vil være med til at forme festivalens visuelle udtryk. Se nedenfor, hvordan du byder ind på opgaven.
CPH:DOX’ visuelle udtryk har siden den første udgave i 2003 været en vigtig del af festivalens identitet og har medvirket til at gøre festivalen til en af de største og mest populære dokumentarfilmfestivaler i verden.
Nyt koncept giver plads til nye talenter
I 2022 implementerede CPH:DOX en ny visuel identitet med et fast grafisk framework, som skaber mulighed for, at skiftende talentfulde kunstnere kan udforme det fysiske/digitale artwork for årets festival. Konceptet blev skabt i samarbejde med bureauet Barkas, som sammen med kunstneren Caroline Vang, stod for 2022-identiteten. Nu giver vi stafetten videre til en ny ung, talentfuld kunstner, designer, animator eller illustrator, der har lyst til at prøve kræfter med opgaven og formulere sin kunstneriske vision for CPH:DOX 2023.
Artwork til både digital og fysisk kampagne
Under den kommende festival i 2023 vil CPH:DOX være synlige med en større outdoor kampagne i byrummet og på udvalgte venues i København samt en række udvalgte byer rundt omkring i landet, hvor det nye artwork vil bruges sammen med CPH:DOX’ eksisterende visuelle framework på plakater, bannere, mm. Samtidig bliver det udvalgte artwork udrullet på festivalens digitale platforme (Facebook, Insta, Twitter mv.), hvor den vil blive brugt til at markedsføre festivalens store filmprogram med over 200 film, arrangementer, koncerter mv.