Mød HBO-stjernen bag hitserien ’How To with John Wilson’ live til en helt særlig aften på Bremen Teater – med talk og klip fra hans vanvittigt morsomme doku-succes.
Ryd kalenderen! Fredag den 25. marts besøger HBO-stjernen John Wilson CPH:DOX til en helt særlig aften på Bremen Teater dedikeret til hans hitserie ’How To with John Wilson’. Wilson har opfundet sin helt egen dokumentariske genre, der forholder sig kærligt og drillende til tutorial-formatet: Hans dybt originale, personlige og vanvittigt morsomme observationer fra New Yorks gader er skabt med en særegen nænsomhed over for de mest besynderlige, men altid vigtige detaljer. Ingen spørgsmål er for små eller store for Wilson, der i mødet med et galleri af forskellige mennesker bl.a. har undersøgt, hvordan man laver den perfekte risotto, forbedrer sin hukommelse eller køber ind. For hvem ville ikke gerne vide det?
‘How To with John Wilson’ er en kærlighedserklæring til verden omkring os og til de farverige og excentriske figurer, som vi er heldige at dele den med. Mød Wilson live på scenen til en aften med talk og klip – komplet med en visning af én af Wilsons egne yndlingsepisoder af sin serie!
Bremen Teater, Fredag 25. marts kl 18:00 – Køb billetter her!
Præsenteret i samarbejde med HBO.