PREMIERE: DOCTOR NO (FRIHEDSBREVET)
60 min
Mød Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger og podcastredaktør Thomas Arent live på scenen, når de præsenterer premieren på deres nye krimi-dokumentarserie ‘Dr No’.
Klapsalverne ville ingen ende tage da den delvist danskejede biotekvirksomhed Enochian Biosciences i 2018 blev optaget på den prestigefyldte amerikanske Nasdaq-børs. Aktiekursen havde retning direkte mod stjernerne, og hjernen bag det hele var den tyrkisk-fødte Serhat Gumrukcu. En mand, der blev præsenteret både som læge, biotekvirksomhedens topforsker og som det geni, der skulle sikre virksomheden succes. Det var med ambitioner om at revolutionere medicinalindustrien med vacciner og behandlinger mod en række sygdomme – blandt andet HIV og kræft. Men der var et problem. Serhat Gumrukcu var tilsyneladende hverken læge eller forsker. I virkeligheden er han en tyrkisk tryllekunstner med kunstnernavnet Doctor No, og lige nu sidder han fængslet i USA anklaget for at have orkestreret et brutalt lejemord på en mand, der ville afsløre ham. Premieren er i CPH:DOX’ egen biograf på Kunsthal Charlottenborg, Social Cinema, og er på festivalens første dag. Premieren skyder således årets Podcasts Live-program i gang, og du kan gennem hele festivalen glæde dig til 16 enestående live events.