LIVE TALK: RUTGER BREGMAN
120 min
Mød den unge stjernehistoriker og storsælgende forfatter Rutger Bregman i en samtale om skattely, sammenhængskraft og den sociale kontrakt.
Den 34-årige hollandske historiker Rutger Bregman har med bøgerne ’Utopia for Realister’ og den nyligt udkomne ’Det Gode Menneske’ skabt sig et navn som en af de mest originale tænkere i Europa i dag. Og efter hans tordentale mod verdens rigeste til topmødet i Davos gik viralt i 2019, har han opnået en decideret stjernestatus, som ingen på hans felt, måske på nær Yuval Noah Harari, kan prale af. Uanset om Bregman taler om borgerløn, en 15 timers arbejdsuge eller menneskets natur, har han altid et originalt perspektiv på tingene. I forbindelse med særvisningen på Bremen Teater af Fredrik Gerttens nye dokumentarfilm ’Breaking Social’, hvori den unge historiker spiller en hovedrolle, har vi inviteret Rutger Bregman til en samtale med Politikens internationale kommentator Michael Jarlner og filmens instruktør om korrupte kleptokrater, social sammenhængskraft og menneskets natur. Glæd dig til en af de sjældne talks, der både vil overraske og opmuntre, give os helt nye perspektiver på verden – og endda et lille håb for menneskeheden.