Søg

Støt Ukraines børn til CPH:DOX' programlaunch

Krigen raser i Ukraine og de 7,5 millioner børn under 18 år, der bor i landet, er i alvorlig fare for at lide både fysisk og psykisk overlast efter en eskalering af konflikten.

Vi donerer overskuddet fra vores programlaunch-visning af ‘A House Made of Splinters’ om et børnehjem i Ukraine til Red Barnets vigtige arbejde.

Programlaunch for CPH:DOX 2022 afholdes fredag d. 4. marts i Grand Teatret. Køb billet her.

Vær blandt de første i Danmark til at se filmen, der netop har vundet store priser i Göteborg og på Sundance Film Festival, få CPH:DOX-programmet i hånden, og nyd en øl fra To Øl.

Om filmen
I et stort faldefærdigt hus tæt på frontlinjen i den østlige krigsarrede del af Ukraine driver en gruppe ukrainske kvinder et børnehjem. Her kan børn, hvis hjem er blevet smadret af fattigdom, vold og alkohol, bo i sikkerhed i op til ni måneder, indtil der er blevet taget stilling til, om de skal hjem igen, i plejefamilie eller flyttes til et andet børnehjem. Men når et barn tjekker ud af børnehjemmet tjekker der altid et nyt ind, der savner sine forældre – som den grænsesøgende Kolia, der både ryger smøger i smug, stjæler og tegner tatoveringer på sine arme, men også passer sine mindre søskende og synker grædende sammen i sin berusede mors arme i Simon Lereng Wilmonts prisvindende film.