Når CPH:DOX fejrer sit 20 års jubilæum, bliver det med et stort Science-program og en helt særlig dedikeret scene på Nationalmuseet, hvor publikum fra 17.-19. marts bl.a. kan opleve dokumentarfilm om cyborgs, stjerner og menneskehjernen, møde menneskerettighedsaktivisten Ajuu Peter fra ‘Twice Colonized’ og opleve et nyt lydværk med Veto-formand Troels Abrahamsen.
CPH:DOX’ store videnskabsprogram bliver skudt i gang den 17. marts, når festivalens pop-up biograf SCIENCE:CINEMA på Nationalmuseet byder på Werner Herzogs nye dokumentarfilm ‘Theatre of Thought’, der tager publikum med på en rejse gennem hjernens mange mysterier, og diskuterer borgerløn og Bitcoin i forbindelse med filmen ‘Free Money’.
Samme aften indbyder Nationalmuseet og CPH:DOX til et brag af en åbningsfest og byder på en gratis øl fra vores venner hos To Øl. Særudstillingen ‘Ka-ching!’ om penge og økonomi har åbent indtil kl. 22:00, hvorefter Veto-frontmanden Troels Abrahamsen står klar til at give dig en helt unik koncertoplevelse.
Koncerten, der er støttet af Netcompany, er en uropførsel af musikværket “Present Company”, som undersøger machine learning og kunstige intelligenser, og udforsker nye muligheder for samarbejde mellem mennesker og teknologi i musikskabelse. Værket er skabt af Troels Abrahamsen og vil blive opført på aftenen sammen med den norske trommeslager Siv Øyunn.
I løbet af weekenden viser CPH:DOX seks andre film, der alle bliver efterfulgt af samtaler og debatter. Glæd dig til talkshows om indlandsisen og live-podcasts om atomkraft, samtaler om sten, stjerner og cyborgs, oplæg om bæredygtige byer og debatter om, hvad Grønlands rolle egentlig er på Nationalmuseet efter visningen af årets åbningsfilm, ‘Twice Colonized’.
Læs mere om science-programmet på Nationalmuseet her.
Det er heldigvis ikke kun de tre dage på Nationalmuseet, der giver publikum mulighed for at dykke ned i science-programmet – resten af festivalen byder nemlig også på spændende events og dokumentarfilm i videnskabens navn!
Astronauter, invasive arter og eventyreren Eske Willerslev
Bliv klogere på rumrejser og hvad det egentlig kræver af os mennesker, når vi vil til Mars til visningen af ‘The Longest Goodbye’, dyk ned i invasive arter og biodiversitet efter en visning af ‘De Invasives Fremmarch’, eller mød eventyreren og DNA-forskeren Eske Willerslev efter premieren på filmen ‘Remains’- og meget meget mere!
På årets science-program kan publikum opleve i alt 18 internationale titler.
- Atomic Hope: Inside the Pro-Nuclear Movement
Atomkraft – ja tak? Tankevækkende indsigt i aktivistisk græsrodsbevægelse, der er overbevist på at den forhadte atomkraftenergi er fremtiden og den hurtigste vej ud af klimakrisen.
- Cyborg: A Documentary
Kunstneren Neil Harbisson er født farveblind, men en antenne boret ind i hans kranium sætter ham i stand til at høre farver(!) og i dag er han verdens første officielt anerkendte cyborg. Mød en mand, der måske er prototypen på fremtidens menneske.
- Green City Life
Hvordan skal fremtidens grønne byer se ud? Få nogle af svarene på en verdensomrejse til klodens storbyer i en film, der med optimisme og smittende energi ser på løsninger i stedet for problemer.
- Intruders/De invasives fremmarch
Invasive plante- og dyrearter har ændret det danske landskab. Fire biologer har en mission om at fjerne dem igen, men er det overhovedet muligt at spole den menneskelige påvirkning af naturen tilbage, når nu det er os selv, der har bragt dem hertil?
- The Longest Goodbye
Selv astronauter på vej ud i rummet er påvirket af social isolation. En dygtig NASA-psykolog forbereder de modige opdagelsesrejsende på deres ensomme færd. Næste stop: Mars.
- Make People Better
Nervepirrende high tech-thriller om genetisk manipulation af mennesker, etiske gråzoner og evnen til at styre evolutionen, krydret med storpolitiske kampe mellem USA og Kina. Tankeprovokerende science fiction fra en fremtid, vi allerede lever midt i.
- Remains
Med Eske Willerslev på rundrejse i USA, hvor 10.000 år gamle knogler måske kan fortælle os om de første amerikanere, men hvor de etiske og personlige dilemmaer hober sig op i hans møder med nutidens oprindelige folk.
- Sophia
En robotmager i pengenød og hans elektroniske datter er stjernerne i en skæv og bittersød film om store drømme i en kapitalisk virkelighed, og om hvad det vil sige at være et rigtigt menneske. Co-instrueret af Crystal Moselle (CPH:DOX-hittet ’The Wolfpack’).
- Theatre of Thought
Werner Herzog i topform i en film, der vender blikket mod menneskehjernen i en morsom og tankevækkende film, der ser på de svimlende filosofiske og etiske udfordringer ved moderne neuroteknologi – med blik for de skæve og excentriske detaljer.
- The Youtube Effect
Et deep dive ned i internettets ultimativt største kaninhul. Alex Winters vildtvoksende high speed-essay om teknologi kaster et grundigt og tankeprovokerende blik på de mange virkeligheder, som vi lever i på samme tid.
- The Pavillion
En arkitekts skulpturelle værk griber ind i den grønlandske natur, det selv er et produkt af på landets vestlige kyst. En konstruktion, der bliver en refleksion over de naturlige betingelser, den udspringer af.
- The Color of Ice
To forskere og en grønlandsk fanger undersøger og opdager klimaforandringer på hver deres måde på den hvide og blå indlandsis, men målet og håbet er det samme.
- Algorithms of Beauty
En kontemplativ film om grænsen mellem naturlig og teknologisk skønhed. Kan et AI-genereret billede genskabe skønheden i en blomst?
- Uncanny Me
En ung fotomodel undersøger mulighederne og omkostningerne ved at genskabe sig selv som computergenereret avatar. Et smugkig ind i fremtidens modebranche og visuelle kultur.
- Exoskeletons
På ekspedition ind i insekternes mikroverden med en passioneret billesamler og en uruguayansk filminstruktør, der har en indgroet fobi for alt, der kryber.
- The Entangled Forest
Planters kommunikation og nonhumane intelligens bliver reflekteret undervejs i denne skovtur med biologiprofessor og plantepioner Suzanne Simard.
- Sun Under Ground
Arkæologisk udgravning af de mange lag af fortællinger, der omgiver det hvidlige grundstof uran, med tråde tilbage til Sovjetunionen og atomvåbenprogrammer.
- Nuclear Now
Mød Oliver Stone til Danmarkspremieren på hans kontroversielle film, der giver selv atomkraft-skeptikerne stof til eftertanke, når han i skyggen af krige og klimakriser ser nærmere på den kontroversielle energikilde.
Science-programmet er skabt i samarbejde med Ingeniørforeningen IDA, Nationalmuseet og Lundbeckfonden. Filmene vil under festivalen blive sat i perspektiv af anerkendte forskere, en række af Danmarks førende eksperter og filmskabere.