Hvordan bedømmer de internationale anmeldere hovedkonkurrencen på årets CPH:DOX? Ekkos stjernebarometer giver dig overblikket.
CPH:DOX kører på fuldt blus lige nu, og filmene i hovedkonkurrencen Dox:Award kan opleves i biograferne rundt omkring i byen frem til d. 26 marts.
Hvis du trænger til anbefalinger, er der hjælp at hente hos Filmmagasinet Ekko, der har samlet et korps af internationale anmeldere, som i løbet af festivalen uddeler stjerner til alle 13 film i Dox:Award.
Stjernebarometeret opdateres løbende, når filmene har haft premiere.
Læs mere hos Ekko og se stjernebarometeret her.
6 stærke anmeldere udvalgt af Ekko
Det er en flok navnkundige anmeldere, der udgør medlemmerne i Ekkos stjernebarometer.
Med i panelet er i år tre kvinder og tre mænd fra forskellige dele af verden.
Engelske Wendy Ide, der ofte skriver anmeldelser i Ekkos spalter, dækker festivalen for det britiske filmmedie Screen Daily. Newzealandske Carmen Gray er udsendt for Modern Times Review, mens amerikanske Lauren Wissot skriver hjem om festivalen til Filmmaker Magazine.
På herresiden dækker Nick Bradshaw festivalen for det anerkendte tidsskrift Sight & Sound, mens han også deltager i stjernebarometeret. Serbiske Vladan Petkovic er med for det førende branchemedie Cineuropa, og endelig er Ekkos chefredaktør Claus Christensen med i kritikerpanelet.