Søg

WIRECARD: THE BILLION EURO LIE

Jono Bergmann, Benjamin Bergmann / Germany / 2021 / 98 min / International Premiere

Tysklands største finansskandale i en veloplagt doku-thriller om store egoer, milliarder af dollars og brudte illusioner. Den utrolige historie om Wirecard har alt – og så er den sand. Og virkelig god.

Wirecard var Tysklands svar på Silicon Valley. En finansiel succeshistorie af et firma, der voksede sig større end Deutsche Bank, og et levende bevis på, at ‘Made in Germany’ fortsat betød noget i det 21. århundrede. Men i 2020 opdages et hul på over to milliarder dollars i virksomhedens regnskaber. Derefter går alting hurtigt i opløsning. Direktørerne arresteres eller forsvinder. Aktierne styrtdykker. Omfattende svindel bliver afsløret. Tusinder mister deres job, og endnu flere mister deres penge. Men så bliver tingene endnu mere mærkelige. Sex og kriminalitet. Løgne og grådighed. Hemmelige tjenester og hvidvaskning af penge. Trusler og ødelagte liv. Historien om Wirecard giver selv de mest utrolige fiktionsfilm kamp til stregen, og er et dybt og foruroligende dyk ned i en mentalitet, hvor løgnehistorierne ender med at blive til virkelighed, når blot de bliver fortalt med selvtillid.