VILLENEUVE PIRONI
Torquil Jones / Italy, United Kingdom / 2022 / 95 min
Formel 1-legenderne Gilles Villeneuve og Didier Pironi var teamvenner hos Ferrari inden de blev dødelige rivaler. Et fuldblodsdrama af det stof, som en Hollywoodfilm er gjort af – og et absolut must for alle med benzin i blodet!
Det lyder som en klassisk Hollywoodfilm, men er lige sæt på en græsk tragedie. Historien om de to Formel 1-legender Gilles Villeneuve og Didier Pironi er et episk drama i et hæsblæsende tempo om de to teamkammerater fra Team Ferrari, der kørte side om side med mod verdenstoppen, men endte som dødelige rivaler efter en kontroversiel finalerunde i San Marino Grand Prix 1982. Begge ville være nummer 1. Og med personligheder så forskellige som nat og dag, skulle der ikke mere end få sekunder til at så ondt blod mellem de to venner. ‘Villeneuve Pironi’ er en film om høje ambitioner, åndelige broderskaber, svigt og ikke mindst motorsport på et niveau, der nærmer sig kunst. Fortalt i interviews med de to mænds familier og med en guldmine af optagelser fra storhedstiden i 80’erne, er det her en oplevelse af de helt store. Motorsportsverdenens ubestridte maestro, Enzo Ferrari, ser til med solbriller og tilbagestrøget hår i en film, der emmer af brændte dæk og brudte venskaber. Og hvor tragedien kan lure rundt om den næste kurve.