Søg

THROUGH A SHIMMERING PRISM, WE MADE A WAY + WHEN THERE IS NO MORE MUSIC TO WRITE, AND OTHER ROMAN STORIES + HONEYCOMB IMAGE/ARCHIVE CLADDING

Through a Shimmering Prism, We Made a WayRhea Storr / Bahamas, United Kingdom / 2022 / 18 min / World Premiere

En kritisk refleksion over den sorte diaspora, kolonialismens arkitekturhistorie og sorte kroppe i en performativ vandring gennem London og Nassau ad alternative ruter.

Hvordan vi bevæger os gennem verden er ikke kun bestemt af vores kroppe, men af hvordan vores omgivelser er kodet som rum, og hvordan historien har formet dem. I en performativ bevægelse ad alternative ruter gennem London og Nassau (Bahamas), etablerer tre sorte søstre en post-kolonial topografi i de urbane landskaber. En kritisk refleksion over den sorte diaspora, kolonialismens arkitekturhistorie og kvindekroppen selv, artikuleret i smukke smalfilmbilleder i sort-hvid. Rhea Storrs performative værk har lånt sin titel fra en linje fra forfatteren Dionne Brands bog, ‘A Map to the Door of No Return: Notes to Belonging’: ‘For those of us today in the Diaspora this door exists as through a prism, distorted and shimmering. As through heat waves across a vast empty space we see this door appearing and disappearing. An absent presence.’

When There Is No More Music To Write, and other Roman StoriesEric Baudelaire / France / 2022 / 59 min / International Premiere

Inspireret af den improviserende komponist Alvin Curran og med Roms gader som felt opstår en undersøgelse af parallellerne mellem politisk teori og radikal, kunstnerisk praksis.

Eric Baudelaires cinematiske triptykon er blevet til under et ophold i Rom, og er inspireret af den amerikanske avantgarde-komponist og lydkunstner Alvin Currans arbejde med improvisationer. I tre kapitler – og med den italienske hovedstad som felt – undersøger Baudelaire parallellerne mellem politisk teori og radikal, kunstnerisk praksis. ‘When There Is No More Music To Write, and other Roman Stories’ er en collage af arkivmateriale og kunstnerens egne optagelser på analog smalfilm, et format, hvis potentiale for abstraktion er ideelt for de spekulative forbindelser mellem historie(r) og urbane rum, der her optegnes. I et land med en historisk tradition for kompromisløs venstrefløjs-aktivisme og -tænkning, er det et filmværk, der åbner nye og uventede døre undervejs, og trækker tråde op til nutidens protester og politiske konflikter.

Honeycomb Image/Archive CladdingEva la Cour, Tinne Zenner, Eva La Cour / Denmark / 2022 / 12 min / World Premiere

Renoveringen af 1930’er-bygningen Overformynderiet bliver en genstand for en refleksion over den historiske relation til det marmorbrud i Grønland, hvor facadens marmor stammer fra.

I en montage af billede, lyd og tekst sammenfletter Tinne Zenner og Eva La Cour to parallelle, men ikke desto mindre tæt forbundne historier, mellem den monumentale bygning Overformynderiet i København, og det grønlandske marmorbrud i Maarmorilik. I en dokumentation af renoveringen af Overformynderiets marmorfacade i 2019 etableres et spekulativt samspil med glemte filmoptagelser optaget af den af staten udsendte, danske fotograf Jette Bang i Maarmorilik i 1930’erne. Zenner og La Cour foreslår, at produktionen af billeder kan betragtes som situerede lag af geopolitiske relationer, gennem hvilken Overformynderiets facade bliver en konkret materialisering af historiske og koloniale relationer i forholdet mellem Grønland og Danmark.