Søg

THIS STOLEN COUNTRY OF MINE

Marc Wiese / Ecuador, Germany / 2022 / 93 min / World Premiere

Kinesisk minedrift i Ecuadors bjerge danner bagtæppet for et episk slag mellem en øko-guerilla og en korrupt regering i en intenst dramatisk storfilm af den tidligere CPH:DOX-vinder Marc Wiese.

Da Rafael Correa i 2007 bliver præsident i Ecuador vil Vesten ikke længere låne penge til landet. I stedet vender præsidenten sig mod Kina og begynder at lave et hav af aftaler og kontrakter med kineserne, der betyder, at det store asiatiske land blandt andet får minedrift, olie og indflydelse på infrastrukturen i det lille sydamerikanske land. Men det er ikke alle ecuadorianere tilfredse med. I de frodige bjerge etablerer landsbyerne guerilla-hære ført an af den øko-aktivistiske Paúl Jarrín Mosquera, der på hesteryg og med rød hat og skydevåben prøver at sabotere den kinesiske minedrift og sikre, at Ecuador ikke bliver koloniseret igen. Og i hovedstaden Quito fremlægger journalisten Fernando Villavicencio regeringens korruption i sådan en grad, at han må flygte for at redde sit liv. ’This Stolen Country of Mine’ er en intenst dramatisk storfilm om globaliseringens konsekvenser, og en oprørt befolknings jordbundne naturnationalisme.