Søg

THE SECRET GARDEN

Nour Ouayda / Lebanon / 2023 / 27 min / World Premiere

Arabisk eventyr i otte kapitler om en hemmelig have i udkanten af en unavngiven by, som en dag vågner op og er overgroet af nye og ukendte plantearter.

En hviskende stemme fortæller os et eventyr. I udkanten af byen ligger der en hemmelig have, som normalt er usynlig, men som ind imellem viser sig. Den er ikke at finde på nogen landkort. Man siger, at den er et refugium for dissidenter. En morgen vågner indbyggerne i byen og opdager at helt nye og ukendte træer, planter og blomster er vokset frem i løbet af natten og har indtaget gaderne. ‘The Secret Garden’ er en fantasifuld, allegorisk fabel fortalt i otte kapitler og på knitrende analog film om hvordan veninderne Camelia og Nahla undersøger de besynderlige, nye skabningers ophav. Undervejs finder de en mystisk notesbog, der peger dem i retning af et magisk væsen, som – hvis de ellers kan finde det – lader dem se fremtiden så klart som dagen selv. Filmkunstner Nour Ouayda (‘Towards the Sun’, CPH:DOX 2019) genfortryller verden alene gennem sammenstillingen af sine impressionistiske gadebilleder og sin fortælling om den hemmelige have. Med andre ord, et møde mellem det virkelige og det mulige.