Søg

THE SCARS OF ALI BOULALA

Max Eriksson / Sweden, Norway / 2021 / 100 min

Punket energi og VHS-smadder i en film om suset af total frihed, der blev et mareridt for 90’ernes svenske skateboard-stjerne Ali Boulala, da han slap sin indre vildskab løs i en rus af stoffer, alkohol og kaos.

Allerede som teenager i 1990’erne var den svenske skateboard-stjerne Ali Boulala en legende. Et frygtløst naturtalent på et skateboard, der satte livet på spil med sine punkede tricks. Men da den dybest set indadvendte Boulala bliver hyret af det hypede mærke Flip og sendt ud på world tour, eskalerer indtaget af sprut og stoffer blandt de unge skatestjerner i et sandt kaos. Han hærger rundt som en hvirvelvind og får de andre til at flække af grin med sin grænseoverskridende opførsel. Indtil eventyret kulminerer i en tragisk ulykke, der ændrer hans liv for altid. De unge venner optog det hele på de smadrede VHS-bånd, som Ali Boulala nu ser tilbage på i en rå film om det farlige, forførende sus af total frihed.