Søg

THE OTHER SIDE OF THE RIVER

Antonia Kilian / Tyskland, Finland / 2021 / 92 min / Verdenspremiere
Efter hård træning i den kurdiske kvindehær og krig mod IS har 19-årige Hala en ny mission: at befri sine yngre søstre fra arrangerede ægteskaber.

19-årige Hala undslap et arrangeret ægteskab ved at krydse Eufrat-floden og finde et nyt hjem i den kurdiske kvindehær, der snart befrier hendes hjemby fra Islamisk Stat. For de kvindelige soldaterkammerater er fjenden ikke kun IS, men patriarkatet, med ægteskabet som undertrykkelsens ultimative institution. Så Hala beslutter sig for at befri sine søstre, før det er for sent og koste hvad det vil – om hun så skal forsvinde ud af sin egen film og planlægge et decideret bevæbnet angreb på sine forældres hus! Truslen om et arrangeret ægteskab og de brutale historier om voldelige ægtemænd får mange unge kvinder som Hala til at krydse floden for at blive trænet til kamp. Fysisk, men også intellektuelt. Men er der også plads til frihed og kærlighed i Halas liv, når missionen fylder alt? Den debuterende instruktør Antonia Kilian indvier os i sine egne tanker om at være kulturel outsider i en situation, hvor militant feminisme skal tages bogstaveligt.