Søg

SOLUTIONS

Pernille Rose Grønkjær / Denmark / 2021 / 110 min / World Premiere
Nogle af verdens førende forskere isolerer sig i 10 dage i New Mexicos ørken. Målet: at udvikle reelle løsninger på verdens mest akutte problemer.

Hver gang en ny teknologi er opstået, har den ændret vores liv og samfund. I dag går udviklingen hurtigere end nogensinde før, samtidig med at kriserne synes at hobe sig op her på vores eneste planet. Hvad skal vi stille op? En gruppe af verdens førende forskere tager kampen op og isolerer sig i 10 dage, afsondret i New Mexicos ørken for at udvikle faktiske løsninger på tidens mest akutte problemer – og der er nok at vælge mellem. De kommer fra alle grene af videnskaben og repræsenterer miljø, økonomi, demokrati, sociale medier, uddannelse og kunstige teknologier. På bare 10 dage vil de starte en ’bevægelse’ med et ambitiøst mål: At sikre menneskehedens fremtid gennem videnskab. Både i teori og praksis. Pernille Rose Grønkjær var, med eksklusiv adgang til den ambitiøse tænketank, til stede under hele forløbet forrige år. Hvordan vender vi en global udvikling på Titanic-kurs? Som en af dem siger på dag ét: Måske skal der en pandemi til for at bane vejen for de nødvendige forandringer.

Præsenteres i samarbejde med Forskningens Døgn.