Søg

SAMI’S ODYSSEYS

Robin Dimet / France / 2022 / 70 min / World Premiere

I Etiopiens labyrintiske hovedstad sidder en eneboer og oversætter græske og romerske myter på en gammel laptop, mens et kosmisk kaos presser sig på inde i ham. En ægte bibliofil perle af en film.

I et klejnt, rodet rum med skimmelsvamp langt op ad væggene i den etiopiske hovedstad Addis Ababa bor 50-årige Sami. En kunstnerisk sjæl og en mand af modsætninger, der har brugt 19 år på at oversætte en antologi med græske og romerske myter til det etiopiske nationalsprog amharisk for at introducere sine landsmænd for den antikke visdom. Et quixotisk livsværk, som endelig ser ud til at være klar til tryk, da filmskaberen Robin Dimet møder den excentriske og selvudslettende Sami på hans endeløse vandringer rundt i den uoverskuelige by, og et ægte, venskabeligt forhold – og en bibliofil perle af en film! – langsomt tager form imellem dem. ’Sami’s Odysseys’ er et rigt detaljeret fantomportræt af en mand, der forfølger uforklarlige drømme og en forestilling om et poetisk liv i litteraturens tjeneste. Også når kontrasterne til omgivelsernes prosaiske realiteter står stærkest, og et rasende kosmisk kaos presser sig på inde i ham.