Søg

RED LINES WHITE LINES FINE LINES + EVA – A VISUAL ESSAY ON THE FEMALE BODY + KISS ME, NEVER + LETTERS FROM ST. PETERSBURG + TOXIC MAGNUS

Red Lines White Lines Fine LinesIndia Zahra Lyell / Denmark, Netherlands / 2022 / 15 min / World Premiere

Stiliseret, blodig og intim rundrejse i en ung kvindes destruktive tankemønstre og et favntag med ideen om den lidende kunstner.

Ved at recitere den poesi, hun skrev gennem sine mørkeste år, skildrer en ung kvinde et intimt portræt af sine destruktive tankemønstre. Vi følger hende passere tre stadier af sin psyke; indrømmelsen af at mørket var hendes hjem og hendes største inspiration, hendes frygt for at miste kreativitet til fordel for lykke – hvordan kan man være kunstneren, som ikke lider?

EVA – A Visual Essay on the Female BodyEmma Ishøy / Denmark / 2022 / 9 min / World Premiere

En visuel undersøgelse af den kvindelige krop og selvforståelse, nænsomt fortalt af en række forskellige kvinder med deres egne kroppe som kanvas.

Nøgne kvindekroppe foran et blankt stykke stof. Så enkelt bliver ’EVA – a visual Essay on the Female Body’ til en visualisering af kvinders selvforståelse som konsekvens af deres kropslige erfaringer. Den fremstiller, hvordan det er at være en kvinde i en kvindekrop i den vestlige verden, hvilke kompleksiteter der opstår af at være underkastet en samfundsstrukturel overvågning, og udfordringerne ved at lære at elske og acceptere sig selv. Det er en hyldest til kvindekroppens diversitet, styrker og svagheder, men også en opfordring til at betragte kvinder og deres kroppe andeledes og se ud over de forudindtagede holdninger, og i stedet begynde at se den for hvad den er, hvad den gør, og hvad den er i stand til.

Kiss Me, NeverAnna Eline Friis-Rasmussen / Lebanon, Denmark / 2022 / 21 min / World Premiere

Erotiske talebeskeder og hemmelige nattemøder forbinder to kvinder, mens de forsøger at udleve deres forbudte kærlighed i Beirut.

Hvad gør man, når man lever i et land, hvor den kærlighed, du føler, er forbudt? De to kvinder i ’Kiss Me, Never’ sender erotiske talebeskeder til hinanden på deres telefoner om dagen og mødes på hemmelige klubber i Libanons hovedstad Beirut om natten. Men selv om kærligheden mellem dem vokser, så er oddsene i mod dem, og de må lyve om deres præferencer overfor deres forældre. Fra hver deres lejlighed, omgivet af katte og planter, kæmper de hver en kamp for at kunne være sammen.

Letters from St. PetersburgLotte Nielsen / Denmark / 2021 / 17 min

Poetisk billedfortælling om en flok unge, russiske LGBTQ+-personer, der drømmer om en verden og et liv, hvor de bliver accepteret.

Over et par dage mødes en gruppe unge LGBTQ+-personer fra den russiske borgerrettighedsgruppe Coming out i et kollektiv midt i Sankt Petersborg. De mødes for at synge, skrive, tale og fortælle deres egne historier. Det forvandler sig til et poetisk og billedmættet portræt af en gruppe unge mennesker, der drømmer om et liv, hvor både samfundet og deres familier vil acceptere dem som de er og som de ser ud. Et liv, hvor det at bevæge sig udenfor køns-, krops- og seksualitetsnormerne ikke fører til eksklusion og afvisning fra deres familier. Og et liv, hvor samfundet ikke fratager dem basale menneskelige rettigheder eller forfølger og arresterer dem blot fordi de lever, som de er.

Toxic MagnusNasos Gatzoulis / Denmark, United States, Greece / 2022 / 10 min / World Premiere

Diabolsk hybridfortælling om konsekvenserne, da en følsom dreng bliver tvunget til at skulle være en rigtig mand.

Magnus Alexander var en følsom dreng. Han læste bøger, lyttede til klassisk musik og malede. Men hans far ville have, at han var en rigtig mand. Så han mobbede ham for hans interesser og tvang ham til mere traditionelle mande-aktiviteter, indtil det gav pote, og Magnus blev en succesfuld atlet. Men da Magnus blev ældre gjorde han oprør mod faderens opdragelsesmetoder via stoffer, isolation og selvdestruktion i en konstant, desperat søgen efter at gøre det modsatte af det, faderen ønskede, indtil han til sidst beslutter sig for at redde sig selv ved at redde andre. ’Toxic Magnus’ er en vanvidsindhyllet hybridfilm om konsekvenserne ved toksisk maskulinitet og ideen om, at der findes rigtige mænd.