Søg

LOST BOYS

Joonas Neuvonen & Sadri Cetinkaya / Finland / 2020 / 98 min / International premiere
Rejse til nattens ende gennem Thailand og Cambodia i en voldsom film, der udvikler sig fra en narkotisk videodagbog til et kulsort mordmysterium.

Tre finske venner tager på dødstrip i Thailand og Cambodia i ‘Lost Boys’, en mørk og kontroversiel film, der starter som en videodagbog og fortsætter som mordmysterium. Jani og Antti har siddet i fængsel i årevis. Da de bliver løsladt rejser de med deres ven Joonas til Thailand for at fejre friheden i en sort og selvdestruktiv rus af sex og hårde stoffer. Joonas filmer det hele. Men så går det galt. Han mister forbindelsen til de to andre i Cambodia, og i et vildt twist er han pludselig i gang med at opklare et mord i byens neonfarvede underverden. En rå og voldsom rejse gennem natten, som tegner et illusionsløst billede af misbrug og af masseturismen i Sydøstasien. For det er ikke kun plottet, der forgrener sig. ‘Lost Boys’ bliver stadig dybere og mere kompleks, som den skrider frem, og uden at afsløre for meget, er det filmens prostituerede kvinder, der på flere måder får det sidste ord. Ikke en film for folk med sarte maver.