Søg

HVOR ER ANNE FRANK?

Ari Folman / France, Belgium, Netherlands / 2021 / 99 min

Tankevækkende og smuk animationsfilm om den udødelige historie om Anne Franks dagbog, skabt af instruktøren bag animationssuccesen ’Waltz With Bashir’.

‘Jeg håber, jeg vil kunne betro dig alt det, som jeg aldrig før har kunnet betro til nogen’, skriver den 13-årige Anne Frank i sin helt nye dagbog i 1942. Hun finder på veninden Kitty, som hun frit kan fortælle om sine følelser, sin seksualitet og sine drømme for fremtiden. I denne storslåede film, der tilføjer nye lag til den ikoniske dagbog, træder den rødhårede Kitty nu spillevende ud af dagbogens for længst størknede blæk for at lede efter sin bedste veninde. Hun bliver vidne til familien Franks sidste måneder under Holocaust i Europa under 2. verdenskrig og dagbogens utrolige berømmelse efterfølgende. En tankevækkende og smuk viderefortælling af Annes ikoniske vidnesbyrd fra et barndomsliv i skjul, som trækker tråde op til nutidens fortællinger om flugt og ufrihed. Fortalt af instruktøren Ari Folman, der også stod bag animationsfilmen ’Waltz With Bashir’.