Søg

BEHIND THE HEADLINES

Daniel Andreas Sager / Tyskland / 2021 / 90 min / Verdenspremiere
Oplev journalistik i verdensklasse, når to tyske graverjournalister får nys om en politisk skandale, der ender med at vælte en europæisk regering.

To år efter Panama Papers står to undersøgende journalister hos Tysklands største avis, Süddeutsche Zeitung, med en række nye sager. Det politiske attentat på den maltesiske journalist Daphne Caruana Galicia, og en mystisk våbenhandler, der er tilknyttet det iranske atommissilprogram. Da en en hemmelig video lækkes til dem i foråret 2019, får journalisterne mulighed for at afsløre en ny skandale, der i dag er bedre kendt som ‘Ibiza-Gate’, og som involverer den østrigske vicekansler Heinz-Christian Strache. ‘Behind the Headlines’ giver eksklusiv adgang til detektivarbejdet i felten og den strategiske masterminding i lokalerne på den verdenskendte redaktion, hvor vi er med, når det store gennembrud endelig kommer. Og selvom både sejre og modgang tages med poker-faced professionalisme, er luften elektrisk af spænding i Daniel Sagers intense og internationale film, der samtidig er et højaktuelt forsvar for de frie medier og for whistlebloweres rettigheder.