Søg

ANHELL69

Theo Montoya / Colombia, France / 2022 / 74 min

Mørk, punket og urban film fra det colombianske queer-miljøs hårdeste kerne, som hjemsøges af spøgelserne af sine unge døde. Et generationsportræt malet med på et kulsort lærred, og en af det sidste års store, filmkunstneriske gennembrud.

‘Anhell69’ er det sidste års måske mest markante debutfilm. Det er også Instagram-navnet på en af den unge instruktør Theo Montoyas døde venner. For et par år siden indkaldte Theo sine venner fra det hårde og selvdestruktive queer-miljø i Medellín til en casting. Han ville lave en vampyrfilm i et land, hvor der ikke er mere plads tilbage på kirkegårdene. I starten af hans mørke og punkede debut ligger han selv i kisten og fortæller hvordan det hele gik. Ligesom flere af sine medvirkende er hans film selv trans: Et grænseløst, cinematisk værk mellem genrer, og et seriøst bud på hvor filmkunsten er på vej hen i et århundrede, hvor skellene mellem film og andre performative medier er flydende.