AGAINST TIME + IT IS NIGHT IN AMERICA
Against Time
Ben Russell / France / 2022 / 23 min
Den analoge filmtroldmand Ben Russell vender tidens gang imod sig selv i et smukt eksperiment med dagbogselementer fra hans nye liv i Sydeuropa.
Hvor vanskeligt er det ikke at finde et passende billede på noget så umiddelbart som tidens gang. At det er lettere at sætte billeder på den nærmest naturstridige ambition om at vende tidens gang imod den selv, er en af de uventede pointer i Ben Russells dialogløse ‘Against Time’, der lader drømmen indfri med et analogt filmkameras mellemkomst. Et værk, der måske er abstrakt selv efter Russells egne standarder, men som ikke desto mindre er let at lade sig rive med af. Den dobbelte CPH:DOX-prisvinders nye værk indarbejder dagbogselementer fra sin skabers nye liv i Europa. Et barns ansigt lyser op på lærredet i en gribende overblænding under en tur gennem en trafiktunnel om natten. NB: Filmen indeholder stroboskop-lignende effekter.
It is Night in America
Ana Vaz / Italy, France, Brazil / 2022 / 66 min
De vilde dyr søger mod byerne for at undgå at uddø. Er det dem, der invaderer os? Eller det os, der har besat deres naturlige habitat? Ana Vaz’ øko-horrorfilm foregår i et kunstigt tusmørke, hvor nye begreber kan opstå.
De vilde dyr søger mod byerne for at undgå at uddø. Er det dem, der invaderer os? Eller det os, der har invaderet og besat deres naturlige habitat? Ana Vaz’ øko-horrorfilm dokumenterer en enorm og for det meste usynlig migration, der opløser de imaginære grænser mellem naturens oprindelighed og den menneskeskabte verden. Usynlig, fordi den – i hvert fald i Vaz’ visionære fortolkning – finder sted i det cinematiske tusmørke, som kaldes ‘day for night’: et kunstigt mørke, der fremmanes med et blåt filter foran kameralinsen. ‘It is Night in America’ er et cinematisk værk så rigt på ideer, at selv underteksterne er integreret i processen med at danne begreb om den økologiske krise, vi lever midt i – og med at dekonstruere gamle, falske forestillinger undervejs.