Fra den 19. til 30. marts 2025 inviterer CPH:DOX og en række lokale kulturinstitutioner over hele Danmark dig til at opleve en række fremragende nye danske og internationale dokumentarfilm samt deltage i debatter og events. Vi fokuserer på de mest aktuelle emner, og i samarbejde med lokale kulturaktører har vi sammensat et skræddersyet program til SLAGELSE:DOX.
Støttet af Slagelse Kommune.
15:00
Verdens sødeste mænd
Josefine Exner & Sebastian Gerdes / Danmark / 2025 / Verdenspremiere / 77 min
+ Morten Mortensen fra Gift Ved Første Blik introducerer Verdens sødeste mænd - en aften om at være mand med bløde værdier
Hvad vil det egentlig sige at være mand i et land, hvor kvinderne fører an? Hvor barsel deles, status falder, og alle andre suser forbi? Og hvordan navigerer de bløde mænd i en tid, hvor de måske er ved at gå af mode? Inden visningen af Verdens sødeste mænd får vi besøg af Morten Mortensen – kendt fra Gift ved første blik og ekspert i kærlighedens kringelkroge. Med sin sædvanlige charme og selvironi vil han tage os med på en humoristisk og tankevækkende introduktion til filmens univers af kønsroller anno 2025, følelsesmæssige benspænd og den evige jagt på at finde ud af, hvem vi egentlig er (og om vi stadig er attraktive på datingmarkedet, hvis vi hellere vil bage surdejsbrød end bygge carporte).
Hvis Danmark er det bedste land i verden at være kvinde i, hvad betyder det så egentlig for landets mænd? Ømt og humoristisk gruppeportræt af de bløde – særligt aarhusianske – mænd, der lever ved siden af de stærke danske kvinder.
16:00
Human Race
Simon Lec / Danmark, Storbritannien, Norge, Tyskland, Schweiz & USA / 2025 / Verdenspremiere / 100 min
Eske Willerslev har en ambition om at bygge verdens største samling af forhistorisk menneskelig arvemasse. Som samlingen vokser, tvinges han til at konfrontere spøgelserne i sin egen fortid.
Se hele filmudvalget herunder
Facing War
Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / Verdenspremiere