I dag offentliggør CPH:DOX, 28 danske kommuner og en række lokale kulturpartnere programmet for de mange minifestivaler, der kan opleves rundt omkring i Danmark fra den 15. – 26. marts 2023. Publikum kan blandt andet lade Niels Hausgaards stemme guide dem gennem et smukt portræt af et lokalsamfund i Nordjylland, deltage i samtaler om døden med lokale præster, eller give den gas på spinningcykler til visningen af den nye cykelfilm ‘The Last Rider’.
DOX:DANMARK er klar med årets store festivalprogram, der er fyldt med stærke dokumentarfilm, events, debatter og talks. Bag programmet står CPH:DOX og en lang række lokale kulturinstitutioner i de 28 deltagende kommuner rundt omkring i landet.
“Hvis man er interesseret i dokumentarfilm, kan man godt begynde at glæde sig til at årets minifestivaler bliver skudt i gang den 15. marts. 28 kommuner rundt omkring i landet er med i DOX:DANMARK, og programmet byder på et stærkt udvalg af årets allerbedste nye dokumentarfilm – kombineret med en lang række både sjove og debatskabende events, der skal være med til at styrke det lokale samfundsengagement rundt omkring i Danmark,” siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør for CPH:DOX.
17 kommuner sætter fokus på hospice-tilværelsen og den sidste tid
Hospice-tilværelsen sat på dagsordenen i forbindelse med Anne Wivels film ‘Lige Før Døden’, der bliver vist i 17 kommuner rundt omkring i landet. Her får publikum bl.a. mulighed for at møde lokale medarbejdere fra hospicer, sygeplejersker, præster og forskere, der får i samtale med publikum om den sidste tid inden døden.
Spis med EU, spinning og grønlandsk kaffemik
I Herning bliver der mulighed for at komme med til fællesspisning ‘Spis med EU’ i forbindelse med visningen af ‘Merkel’ – den spritnye film om den ikoniske, tyske kansler Angela Merkel. I Varde får publikum derimod mulighed for at give den fulde gas på spinningcykler under en visning af cykelfilmen ‘The Last Rider’, mens der i forbindelse med visningen af ‘Grønlands Stemme’ flere steder i landet vil være koncert med Rasmus Lyberth – efterfulgt af grønlandsk kaffemik.
Ny film af Puk Damsgaard og fokus på hjælp til ukrainske flygtninge
I flere af de deltagende kommuner bliver det også muligt at møde journalist og forfatter Puk Damsgaard, der er en af instruktørerne bag den spændingsfyldte, nye dokumentarfilm ‘The Hostage Takers’. I forbindelse med visninger af ‘The Hamlet Syndrome’, der tegner et stærkt portræt af en ung ukrainsk generation martret af krig, vil der være foredrag om, hvad de medvirkende kommuner selv kan gøre for at hjælpe ukrainske flygtninge.
Nordjysk idyl møder fremtidens teknologi
I en lang række kommuner vil publikum blive inviteret på en rejse gennem det idylliske Nordjylland – ledsaget af Niels Hausgaards fortællerstemme – når filmen ‘Os Der Lever’ bliver vist. Musikalske toner spiller en stor rolle i filmen – ikke mindst konfirmationssange. Efter filmen kan publikum synge med på skræddersyede, lokale konfirmationssange lavet gennem kunstig intelligens med Chat GPT.
Det nordjyske publikum inviteres også til en snak om ‘gammelmands-hiphop’, når Aalborg-legenden Jonny Hefty taler til filmen ‘I Got Words’ på hjemmebanen i Aalborgs biograf Biffen i Nordkraft.
Hvide mænd på museer og gåture i det grønne
Rundt på landets museer, heriblandt Trapholt i Kolding og Kunsten i Aalborg, sættes der fokus på diversitet i forbindelse med filmen ‘White Balls On Walls’. Publikum kan være med til at se på blinde vinkler og få et indblik i, hvordan hvert museum arbejder med inklusion og repræsentation i kunsten.
I år fortsætter nogle af filmarrangementerne også udenfor salene, bl.a. arrangeres både grøn fællesspisning og ‘green city walks’ efter filmen ‘Green City Life’, hvor publikum kommer med på en bæredygtigheds-inspirationstur i deres lokale omegn.
Visninger i sportsparker og kirker
Udover selvfølgelig at være tilstede i biografer rundt omkring i landet finder DOX:DANMARK også sted på forskellige venues som biblioteker, kulturhuse, kirker, ungdomshuse, museer, spillesteder, sportsparker, efterskoler, gymnasier, teatre, talentakademier, friskoler m.m.
I alt er der fra den 15-26. marts planlagt over 150 unikke filmarrangementer spredt ud over de 28 deltagende kommuner.
DOX:DANMARK – her er de 28 kommuner, som afholder minifestivaler i samarbejde med CPH:DOX: Aabenraa, Aalborg, (Kernen i) Brøndby, Faxe, Fredericia, Kolding, Ikast-Brande, Herning, Holstebro, Hørsholm, Gladsaxe, Rebild, Mariagerfjord, Nordfyn, Randers, (Reprisen i) Rudersdal, Sønderborg, Slagelse, Svendborg, Thisted, Varde, Ærø og Køge – samt Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund og Høje-Taastrup, der samarbejder på tværs om en helt særlig VESTEGNS:DOX.
Læs mere om minifestivalerne på cphdox.dk
Fakta om årets CPH:DOX og DOX:DANMARK
CPH:DOX finder sted fra 15.-26. marts 2023 med filmvisninger og events rundt omkring i København. I samarbejde med kommuner og lokale kræfter byder CPH:DOX på 28 lokale minifestivaler, der ligeledes kan opleves fra 15.-26. marts rundt om i landet.
Programmet for de enkelte minifestivaler i de 28 deltagende kommuner er blevet udarbejdet pba. sparring og tæt dialog mellem CPH:DOX og de lokale kulturinstitutioner i de deltagende kommuner.
DOX:DANMARK er støttet af Nordea-fonden.
Yderligere information:
Sune Blicher, kommunikationschef for CPH:DOX, +45 3122 2661, *****@cphdox.dk