Katrine Kiilgaard, nuværende vicedirektør og ansvarlig for de internationale brancheaktiviteter på CPH:DOX, bliver ny administrerende direktør i Fonden De Københavnske Filmfestivaler. Katrine får sammen med festivalernes kunstneriske leder Niklas Engstrøm det øverste ansvar for at drive og udvikle festivalerne CPH:DOX, CPH PIX og BUSTER.
Den hidtidige festivaldirektør Birgitte Fredsby stopper efter eget ønske i sin nuværende rolle pr. 1. februar 2022. I stedet bliver hun fremover tilknyttet festivalerne som udviklingskonsulent med særligt fokus på børnefilmfestivalen Buster.
Katrine Kiilgaard, ny administrerende direktør for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, siger:
”CPH:DOX, CPH PIX og BUSTER har som så mange andre kulturinstitutioner været igennem en turbulent tid præget af den globale pandemi, og det er på ingen måde en enkel opgave, der ligger forude. Verden er på kort tid forandret, og den stiller helt nye krav. Sammen med Niklas Engstrøm og resten af det kompetente hold, ser jeg frem til strategisk at udvikle festivalerne og deres rolle for publikum såvel som branche i et totalt forandret medielandskab.”
Tidligere festivaldirektør for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, Birgitte Fredsby, siger:
”De københavnske filmfestivaler er beriget med dedikerede og meget dygtige medarbejdere, og jeg glæder mig til fortsat at samarbejde omkring festivalernes strategiske potentiale og muligheder – nu i rollen som udviklingskonsulent. Jeg ønsker den nye ledelse held og lykke med det vigtige og betydningsfulde arbejde. Må festivalerne fortsat rykke verden!”
Erik Stephensen, bestyrelsesformand for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, siger:
“Katrine Kiilgaard har været en vigtig drivkraft for CPH:DOX og en medvirkende årsag til, at festivalen er vokset til en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. Hun har et stort internationalt netværk og har desuden ledelseserfaring som administrerende direktør fra filmfestivalen Nordisk Panorama. Sammen med Niklas Engstrøm og en stærk ledelsesgruppe står festivalerne nu godt rustet til at tackle fremtidens udfordringer.”
Ledelsesgruppen består ud over Katrine Kiilgaard og festivalernes kunstneriske leder Niklas Engstrøm af økonomichef Jens Ulrik Pedersen, festivalproducer Susanne Thygaard og kommunikationschef Sune Blicher.
Fakta om Katrine Kiilgaard:
Katrine Kiilgaard har mere end 20 års erfaring fra den danske og internationale filmbranche. Hun kom til CPH:DOX i 2015 efter flere år som administrerende direktør for den nordiske organisation Filmkontakt Nord, hvor hun stod i spidsen for Nordisk Panorama Film Festival og dens tilknyttede branchedele. På CPH:DOX har hun ledt og udviklet den internationale brancheplatform og fungeret som vicedirektør.
Fakta om Niklas Engstrøm:
Niklas Engstrøm var i 2003 med til at starte CPH:DOX sammen med Tine Fischer og har siden arbejdet med at udvikle festivalens program med et altid aktuelt, ambitiøst og attraktivt take på verden, der både kan tiltrække et nationalt publikum og den internationale filmbranche. I 2015 blev Niklas Engstrøm udnævnt til at være CPH:DOX’ programchef og siden sommeren 2021 har han været kunstnerisk leder for Fonden De Københavnske Filmfestivaler.
Fakta om Fonden de Københavnske Filmfestivaler:
Fonden De Københavnske Filmfestivaler (Copenhagen Film Festivals) driver Danmarks tre største filmfestivaler: dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, spillefilmfestivalen CPH PIX og børnefilmfestivalen BUSTER. Under ledelse af Tine Fischer blev de tre festivaler i 2019 samlet i en ny integreret enhedsorganisation under fælles ledelse. Festivalerne holder i dag til i Kødbyen i København.
Yderligere information:
Sune Blicher, Kommunikationschef for Copenhagen Film Festivals, +45 3122 2661, *****@cphfilmfestivals.dk