Søg

CPH:DOX’ ungdomsredaktion er klar med store filmoplevelser, talks, koncerter og særlige events

Der er nye kræfter i CPH:DOX’ ungdomsredaktionen – og de har store ambitioner, når det gælder programmet for 2023! Ungdomsredaktionens program byder på alt fra koncerter og workshops til talks, der giver nye perspektiver på krigen i Ukraine, dansk dokumentarfilm, klima-aktivisme, situationen i Iran og meget mere. Og så byder ungdomsredaktionen også på frøbomber (!), queer horrorfilm, BDSM-indføring og et helt særligt dragshow. 

Nedenfor får du et overblik over nogle af højdepunkterne i ungdomsredaktionens program. Se alle filmene og køb dine billetter her.

Husk også, at du få 50 procent på dine billetter til ungdomsredaktionens arrangementer, når du er under 25 år!

Ungdomsredaktionen laver støtteevent for Irans kvinder  
På årets festival bliver der rig mulighed for at blive klogere på iransk film og den aktuelle situation i Iran. Ungdomsredaktionen er gået sammen med foreningen Voice of Iran om at lave et støtteevent for iranske kvinder d. 25 marts på Kunsthal Charlottenborg. Her kan du bl.a. opleve ‘And, Towards Happy Alleys’ (Social Cinema kl. 16) og ‘Between Revolutions’ (Social Cinema kl. 18.30) efterfulgt af en klassisk koncert og en tale organiseret af Voice of Iran.

Untold pages og Forlaget Uro sælger bøger i pausen sammen med Kvinde-Liv-Frihed plakater og t-shirts. Halvdelen af billetsalget går til fundraising. Kom og støt op, blive klogere på revolution i Iran – og vær med til at fejre iransk kultur! 

Årets vigtigste film om Ukraine og samtaler om krigens rædsler
Et must-see på årets festival er ‘20 days in Mariupol’ – en uafrystelig insider-beretning fra Mariupol, optaget under den russiske invasion af en af de få journalister, der blev tilbage. Den 25. marts kl. 16.00 inviterer ungdomsredaktionen til en særvisning af filmen i Cinemateket, hvor du bl.a også kan møde en ung flygtning, Rolin Ali, der selv har oplevet krigen på tæt hold, samt journalisten Marharyta Varadovska.

Se forvandlingen og kom med til Dragshow 
I samarbejde med Dragskolen inviterer ungdomsredaktionen til en eftermiddag, hvor vi hylder queer ungdom. Det foregår i Ungdommens Demokratihus den 25. marts kl 15.00. Først vises ‘Forvandlingen’ – en rørende og vigtig fortælling om to unge mennesker, der ikke føler sig som det køn, de er født som. Og bagefter indtager Mizz Privileze og de seje elever fra Danmarks første dragskole scenen til et festligt show, hvor der er skruet helt op for kreativiteten, mens dragkunsten når nye højder.

Oplev ‘Labor’ og få en indføring i BDSM scenens anatomi 
I filmen ‘Labor’ tager en svensk kvinde til San Francisco og bliver sexarbejder i byens livlige undergrundsmiljø. Filmen er rå, ærlig og ufiltreret – et must-see på årets festival!
Efter visningen af filmen den 24. marts på Aveny-T kl. 20.30 inviterer ungdomsredaktionen Cherry Velour på scenen. Hun er kink-ekspert, masochist og selvudnævnt klovn med base i København. Hun vil tage os med ind i tre dele af en BDSM scene. Det bliver en hot og lærerig aften.
Filmen præsenteres i samarbejde med MIX.

Oplev ‘Subject’ – og bliv klogere på etik, repræsentation og ansvar i dansk dokumentarfilm 
Det kan ændre ens liv for altid at være med i en dokumentarfilm –  men ikke altid til det bedre!
Efter visningen af ‘Subject’ inviterer ungdomsredaktionen til en kritisk samtale om etik, repræsentation og ansvar i dansk dokumentarfilm! Her kan du møde Tine Fischer (rektor for Den Danske Filmskole), Frank Piasecki Poulsen (dokumentarfilmskonsulent på Det Danske Filminstitut) Mads Mikkelsen (programchef på CPH:DOX), Nagieb Khaja (Cavling-vinder, dokumentarist og en del af Ansvarlig Presse) og Mikala Krogh (dokumentarchef på DR). Debatten modereres af Leo Scheftelowitz fra Ungdomsredaktionen. Det hele foregår i Empire d. 16. marts kl. 16.30.

En aften med queer horrorfilm på Cinemateket 
Den 23. marts kl. 19.00 skal du sætte dig tilrette i Cinematekets bløde stole, når Andrea Coloma (festivaldirektør og programmør for den danske LGBTQ+ filmfestival MIX) og Søren Thilo Funder (filmkunstner og Ph.D.-studerende i politisk kunst, som berører horror) åbner en samtale om potentialet i queer- og horrorfilm – og ikke mindst behovet for at yde modstand mod det bestående.

Anledningen er visningen af ‘Anhell69’ – en mørk, punket og urban film fra det colombianske queer-miljøs hårdeste kerne.

Samtalen efter filmen modereres af Tanja In Wol Sørensen, kandidat i Visuel Antropologi og instruktør bag dokumentaren ‘A Colombian family’. Colombias ambassade serverer vin efter visningen.

Planteworkshop med TagTomat
Den 23. marts kan du komme med til en hyggelig frøbombe-workshop (!) kl. 17.00 på URBAN 13. Vi begynder med at vise filmen ‘Light Needs’, hvorefter stifter af TagTomat, Mads Boserup Lauritsen, viser os, hvordan man ved hjælp af frøbomber kan være med til at skabe mere biodiversitet i byen. 

Alle deltagere får mulighed for at få gang i de grønne fingre, når hænderne skal ned i jorden – og der skal laves frøbomber! Alle får lov at tage en frøbombe med hjem. 

Få overblik over alle ungdomsredaktionen film og events her. 

Fakta om ungdomsredaktionen: 
Ungdomsredaktionen blev dannet i 2021 som en del af CPH:DOX’ overordnede ambition om at sikre en større mangfoldighed af stemmer på festivalen og aktivt forsøge at se samfundets problemstillinger fra så mange vinkler som muligt. Ungdomsredaktionen arbejder tæt sammen med en række organisationer, bl.a. Mino Danmark, LGBT+ Ungdom, SIND Ungdom, DFUNK, og Ungdommens Demokratihus. Projektets partnere er alle med til at formidle programmet og sikre et stort og mangfoldigt publikum.

Ungdomsredaktionen er støttet under projektet DOX:CONNECT af Region Hovedstaden og Københavns kommune.

Redaktionens medlemmer er: Tjarli Simone Majumdar Selvig, Leo Scheftelowitz, Malika Sia Lalit, Kir Siegumfeldt, Martha Palving, og Rolin Ali.

De seks unge er ansat i lønnede (projekt)stillinger. I tæt samarbejde og sparring med den øvrige redaktion på CPH:DOX har de haft frie hænder til at planlægge film- og eventprogrammet, der præsenteres på årets festival.