Søg

CPH:DOX klar med ny koncertrække

Når dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX skydes i gang, kan publikum se frem til at opleve en helt ny og stærkt kurateret koncertrække ved navn LYD:SPOR, som udforsker krydsfeltet mellem livekoncerter og visuel kunst.

 

LYD:SPOR, der er støttet af Statens Kunstfond og Københavns Kommune, vil byde på 4 eksklusive ’one-night-only’ koncertaftener, hvor unge musikere vil prøve kræfter som filmkomponister. Hver kunstner har fået til opgave at komponere helt ny musik og live-opføre (live-score) det til særligt egnede kunst-, arkiv-, eller dokumentarfilm.

De deltagende musikere tæller Sofie Birch, der vil live-score et udvalg af smukt arkivmateriale fra DFI’s streamingsite ‘Danmark på film’  – en samling af historiske dokumentarfilm fra 1899-1995, og Astrid Sonne, der giver sig i kast med at komponere ny musik til en række af den japanske kunstner Ito Takashis korte kunstfilm. Chris Markers doku-klassiker ’Sans Soleil’ bliver vækket til live med ny musik – live-opført af det ambient makkerpar Loke Rahbek og Frederik Valentin. Og så kommer Félicia Atkinson og filmmageren Ben Rivers og skaber sammen en live sammensmeltning af ny musik og film på Charlottenborg. Derudover vil der være korte samtaler med de danske musikere efter koncerterne.

 

LYD:SPOR 2022-programmet:

D. 24. marts på Kunsthal Charlottenborg:  Félicia Atkinson & Ben Rivers

D. 30. marts på Cinemateket: Sofie Birch – ’Danmark på film’ live-score 

D. 31. marts på Hotel Cecil: Loke Rahbek & Frederik Valentin live-score af ‘Sans Soleil’

D. 2. april på Statens Museum For Kunst: Astrid Sonne live-score af Ito Takashis ’Spacey’, ’Drill’ og ’Zone’