Mere end 200 nye dokumentarfilm. 59 konkurrencefilm i seks internationale konkurrencer. CPH:DOX er klar med årets filmprogram, der bl.a. byder på et stort udvalg af film med fokus på Ukraine og Rusland. Festivalen kan opleves i biografer fra den 23. marts til den 3. april og på CPH:DOX’ streamingplatform fra den 1. til den 10. april.
I dag afslører CPH:DOX årets filmprogram, der byder på mere end 200 nye internationale dokumentarfilm. Efter to år med corona-nedlukninger kan publikum igen opleve filmprogrammet i biograferne, når festivalen løber af stablen fra den 23. marts til den 3. april. Gå på opdagelse i programmet og køb billetter.
”Vi er sindssygt glade for endelig at være tilbage i biograferne. CPH:DOX har altid været en stor, social begivenhed, og biografen er uden tvivl det bedste sted at opleve filmkunsten sammen,” siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk leder af CPH:DOX.
Ud over de mange filmpremierer og særlige events, der er planlagt i København, byder CPH:DOX også på minifestivaler rundt omkring i hele landet. Det er resultatet af et tæt samarbejde med 20 udvalgte kommuner. ’DOX:DANMARK’ bliver skudt i gang den 23. marts – samme dag som CPH:DOX åbner i København. Endelig kan festivalen opleves digitalt fra den 1. til den 10. april, hvor det vil være muligt at se et udvalg af programmet på CPH:DOX’ streamingplatform.
CPH:DOX viser Sundance-vinder allerede d. 4. marts
CPH:DOX’ trykte programavis ryger på gaden fredag d. 4. marts. Det bliver fejret med en særvisning i Grand Teatret af den anmelderroste danske Sundance-vinder ‘A House Made of Splinters’, der udspiller sig på et børnehjem i den østlige del af Ukraine.
Læs mere om filmen og CPH:DOX’ programlaunch her.
Tre vigtige spor
Kunst, videnskab og samfund. Det er de tre hovedspor, som får ekstra meget plads i årets program på CPH:DOX. Videnskaben kommer under lup i festivalens store Science-program, hvor publikum bl.a. vil kunne opleve A.I.-robotter, radikal rewilding i Sibirien, topforskere på eventyr på indlandsisen og dødsøjeblikket i VR. Kunsten vil blive udforsket for fuldt blus i New:Vision-programmet, der er dedikeret til de grænsesøgende eksperimenter i feltet mellem dokumentarisme og kunst. Kunsten – og verden omkring den – spiller også en stor rolle på tværs af filmprogrammet og vil desuden kunne opleves ved udstillinger og særlige events (performances, koncerter mv.) rundt omkring i København, bl.a. på Kunsthal Charlottenborg og SMK (Statens Museum for Kunst).
Endelig dykker årets CPH:DOX-program ned i nogle af tidens allermest presserende samfundsdebatter. Væltede statuer. Vaccine-politik. Politisk polarisering. Metoo og magtmisbrug. Civil ulydighed og aktivisme. En stor del af filmene i årets program ser nærmere på, hvor radikalt forskellige verdensopfattelser kan være afhængigt af øjnene, der ser – og være brændstof til konflikter og polarisering.
”På årets festival ser vi nærmere på, hvordan værdier og livsfortællinger både kan samle og splitte os. Vi håber, at publikum har lyst til at være en del af den samtale. Og derfor står filmene ikke alene. Når festivalen bliver skudt i gang, bliver det også med debatter, talks og særlige events, der vil åbne filmenes univers på en helt anden måde end det er muligt på din gennemsnitlige streaming-platform,” fortæller Niklas Engstrøm, kunstnerisk leder for CPH:DOX, og fortsætter:
“Videnskabelig indsigt, kunstnerisk refleksion og samfundsmæssig relevans er tre grundværdier for CPH:DOX som festival. Vores forhåbning er, at vi med udgangspunkt i årets program både kan hjælpe hinanden med at blive klogere og samtidig få nogle stærke fælles oplevelser.”
Film fra Rusland og Ukraine får ekstra plads i årets program
Mens krigen lige nu raser i Ukraine, vil CPH:DOX på årets festival byde på en række helt nye film, der går bag om nyhedsstrømmen og giver nye perspektiver på virkeligheden i Rusland, Ukraine og flere af de øvrige tidligere Sovjetrepublikker. Her vil publikum bl.a. få mulighed for at opleve historien om den medieombruste russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der i august 2020 blev forgiftet med nervegassen Novichok og nu sidder fængslet i Rusland. Filmene ‘Navalny’, ‘Holidays’ og ‘Outside’ er alle udtaget til hovedkonkurrencen Dox:Award. CPH:DOX viser desuden den anmelderroste danske Sundance-vinder ‘A House Made of Splinters’ om et børnehjem i den østlige del af Ukraine – samt en række andre film om Rusland, Ukraine og konflikterne i grænseområderne.
“I vores program er der flere stærke film fra Ukraine, og vi havde glædet os til at byde ukrainske filmskabere velkommen i København til at fejre deres films premierer her. Nu beder vi bare til, at de overlever krigens helvede,” siger Niklas Engstrøm og fortsætter:
“Der er mere end nogensinde før brug for kritiske øjne på Rusland, og derfor har vi selvfølgelig også flere film, der sætter fokus på kampen for frihed derovre. Film, der aldrig nogensinde ville blive vist i Rusland pga. censur. Det gælder f.eks. den spritnye film om Aleksej Navalnyj – en fuldstændig vild fortælling om kampen mod det russiske autokrati. Filmen får sin egentlige biografpremiere under CPH:DOX, og i den anledning får vi bl.a. besøg af flere kritiske journalister og Navalnyjs kone Julia Navalnaja, der er blandt de absolutte hovedpersoner i filmen såvel som den russiske opposition i dag,” siger Niklas Engstrøm.
Konkurrenceprogrammer
Hele 39 verdenspremierer, 16 internationale premierer og 4 europapremierer er at finde i årets fem konkurrenceprogrammer. De fem konkurrencer, der hver især bedømmes af en international jury, er:
- Dox:Award, festivalens hovedkonkurrence hvis film udmærker sig ved deres kunstneriske kvalitet, kulturelle relevans og stærke personlige udtryk.
- New:Vision Award, for de grænsesøgende eksperimenter i feltet mellem dokumentarisme og kunst.
- F:act Award, dedikeret til film i feltet mellem dokumentarisme, dybdeborende journalistik og social aktivisme.
- Nordic:Dox Award, for de bedste nye dokumentarfilm fra Norden.
- Next:Wave Award, der hylder unge, fremadstormende filmskabere med modet til at tage chancer, og som vi ser frem til at følge.
Endelig uddeles i samarbejde med Politiken kritikerprisen Politiken:Dox Award, hvor 10 danske film fra det samlede program er nomineret.
Yderligere information:
Sune Blicher, kommunikationschef for CPH:DOX, +45 3122 2661, *****@cphdox.dk