Nataša Urban (Norge)
Dox:Award er sponsoreret af DR
Den 11. august 1999 var det meste af Europa optaget af den totale solformørkelse, som i et øjeblik indhyllede Jorden i mørke. Men i Serbien var folk optaget af at barrikadere sig i deres hjem og i beskyttelsesrum af frygt for mørket. Filmskaberen Nataša Urban vender tilbage til formørkelsen som motiv og metafor i sin paradoksalt billedskønne og eftertænksomme film om sin egen opvækst under krigen i det ex-Jugoslavien, som hun i ‘The Eclipse’ rejser tilbage til for at samle fortællinger og anekdoter fra sin familie og sine bekendte. Et bomuldsgardin i vinden på en forårsdag, en frodig skovbund. Krigen er langt væk – eller er den? Optaget på analoge 16mm-billeder med en kunstners blik for hvordan fortidens spor fortsat er aflejret i nutiden – både fysisk og mentalt – skaber Urban et rigt, eksistentielt billedværk af en stilfærdig, filosofisk tyngde, som er sjælden og dyrebar. Som når hendes far vandrer rundt i de overdådige landskaber, mens man hører ham læse op fra sine journaler over de vandringer, han foretog, mens krigen endnu stod på.
‘The Eclipse’ kan opleves i på SMK – Statens Museum for Kunst d. 2. april kl. 11.00 og i Cinemateket d. 5. april kl. 19.15.
Juryens begrundelse
“Hvad er filmkunstens raison d’être? Dette års Dox:Award går til en film, der bekræfter de levende billeders berettigelse i en tid med global krise. Instruktøren vover at se sig selv i spejlet i en urolig nutid og gør op med spøgelserne fra en blodig fortid ved at hævde, at historisk hukommelsestab er en byrde, der bæres på tværs af generationer.
I en tid, hvor en insisteren på det personlige er almindeligt – og ofte et alibi for selvforherligelse – bekræfter denne film fællesskabets uomtvistelige betydning for det personlige. Den beskæftiger sig med familiens historie og nationens traumer og stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at tage del i dem, og hvilket ansvar denne følelse af tilhørsforhold medfører.
Og disse spørgsmål relaterer sig ikke kun til filmens indhold: dens dristige, eksperimenterende form giver de eksistentielle sår fra krigen en fantastisk tekstur og behandler den filmiske form som en slags politik i sig selv, hvor enhver æstetisk beslutning også er en ideologisk gestus.
Vi blev opildnet af filmens vrede, bevæget af dens ømme skønhed og vakt af den grimhed, som den modigt gør til sit emne. Da vores nutid med krig og vold truer med en dag at blive gårdagens nyheder, fortæller denne film os i utvetydige vendinger: se ikke væk; glem ikke.
Juryens enstemmige afgørelse er, at dette års Dox:Award går til… ’The Eclipse’ af Nataša Urban.”
Filmkunstneren og teoretikeren Trinh Minh-ha har siden 1980’erne gjort et af filmhistoriens mest avancerede forsøg på at give mediets fundamentale betingelser en (selv)kritisk form. I sin nye film vender hun tilbage til et materiale – film og fotografi – som hun optog i det sydlige og østlige Kina i starten af 1990’erne, i en essayistisk refleksion over landets (og filmmediets) rige og komplekse historie. I centrum er det ældgamle, kinesiske princip om harmoni som naturens og eksistensens grundlag. Trinhs tankevækkende montage af billed, lyd og tekst dekonstruerer den autoritet, som alle tre dele traditionelt har anlagt sig. Samtidig er det landlige Kina, der møder os i ‘What about China?’, allerede en forgangen verden, hvis indbyggere og rum er indkapslet i analog film og video med en opmærksomhed og sanselighed, der vidner om den fundamentalt etiske dimension i Trinhs personlige poetik.
‘What about China?’ kan opleves i Cinemateket d. 5. april kl. 18.15.
Juryens begrundelse
”For en film, der er så aktuel – den er gennemsyret af en tidløshed, der ikke blot er skabt af en struktur, hvor man ser 30 år tilbage i tiden, men af en klarhed, der antager en samtidighed uden at insistere på det. Et spørgsmål, der besvares med et spørgsmål fra filmskaberens bedstemor til en censor, kredser om en central pointe: Hvem har ret til at måle, og hvordan synger vi os ud af deres bure. Hvor mange mennesker bor her? Hvortil bedstemoderen svarer: Hvornår? Dette års New:Vision Award går til ‘What about China?’.”
Fra Brooklyn til Beirut, og med det arabiske forår, Black Lives Matters oprør kølvandet på drabet på George Floyd, og den katastrofale eksplosion i den libanesiske hovedstad som nedslagspunkter, optegner ‘Congress of Idling Persons’ en kartografi over protestbevægelser og solidaritet på tværs af vores egen samtid. Bassem Saad har indbudt fem kunstnere, musikere og intellektuelle til at bidrage til sin ‘kongres’, som imidlertid er noget mindre formel og akademisk end normalt. Selv taleakten er et performativt medium i Saads symposium, som gennem tekstmontager, billeder og samtaler – og med Beiruts elskede cabaret som én af sine scener – stiller spørgsmål til, hvordan vi kan engagere os i hinandens kampe.
Juryens begrundelse
”En film, der gennem en mangfoldighed af stemmer inviterer os på en rejse – en kompleks proces af engagement – som taler lige så meget om det, der har været, som om det, der skal komme. En special mention går til ’Congress of Idling Persons’.”
F.act Award er sponsoreret af IMS og Dansk Journalistforbund
Med militærtræning og en viljestyrke hård som elfenben har en gruppe kvinder fra lokalområderne rundt om Kruger Nationalpark dannet Sydafrikas mest effektive værn mod krybskytter. De kalder sig Black Mambas, og i en cinematisk reportage er vi med dem på job i den enorme nationalpark, hvor de patruljerer for at beskytte områdets næsehorn og andre truede dyr. Men i en tid, hvor vold mod kvinder er stigende, handler de sorte mambaers søsterfællesskab samtidig om noget mere. De benhårde kvinder indvier os ikke kun i hvordan man fanger en krybsskytte, men også i deres tanker om livet og fremtiden. For mange af kvinderne er det også en vej ud af fattigdom og arbejdsløshed, et opgør med husmorrollen og en ny identitet. Gruppens mandlige mentor – en piberygende gavflab med en no bullshit-indstilling til tingene – giver dem modstand (og omvendt), men deler i sidste ende en forfriskende praktisk indstilling til arbejdet med at bygge en bedre fremtid op for både dyr og mennesker på det afrikanske kontinent.
‘Black Mambas’ vises i Nordisk Film Palads d. 3. april kl. 12.00 og i Cinemateket d. 5. april kl. 16.45.
Juryens begrundelse
“‘Black Mambas’ er en tilsyneladende enkel historie, der stille og roligt afslører sine komplekse lag, og som berører et væld af temaer, der både anerkender og trodser stereotyper. I et ideologisk ladet landskab får vi lov til at opleve unge kvinders kamp og empowerment mod de vedvarende magtstrukturer inden for rammerne af race, familiedynamikker og kolonialismens stramme greb, der nægter at give slip. Med strålende cinematografi og et intimt blik for nuancer får vi lov til at opleve, hvilke ofre det kræver for en kvinde at brødføde en familie – vi tager del i drømmen om at blive en ”decolonised body” seret krop. Dette års F:act Award går til ’Black Mambas’ af Lena Karbe.”
Her er en film, der virkelig kan få én op i det røde felt. I den brasilianske regnskov udkæmper der sig en kamp mellem de sidste af de oprindelige folk i Uru-eu-wau-wau-stammen, og de landmænd, som – med præsident Bolsonaro i ryggen – langsomt æder sig ind på deres ellers fredede territorie. Men den unge aktivist og leder Bitate har ikke tænkt sig at give op uden kamp. Sammen med sin mentor, Neidinha, mobiliserer han en hær af selvlærte journalister til at patruljere junglen og gribe landgrabberne i aktion. Med videokameraet som deres eneste våben mod motorsavene sætter Bitate og hans folk livet på spil for at standse rydningen af skoven, før det er for sent. ‘The Territory’ er en højdramatisk dokumentar, hvor kampen mellem ret og uret strækker sig over hele følelsesregisteret, men som fremfor alt er en rasende og fænomenalt medrivende fortælling om mod og modstand.
Juryens begrundelse
”Vi har besluttet os for at give en special mention til en film, der leverer et presserende og vigtigt budskab på en måde, der både fungerer som et gennemført filmisk værk, men også som en opfordring til handling. Denne gribende dokumentariske thriller berører et emne af største betydning for vores allesammens fremtid. Den viser, hvordan de levende billeder og dokumentarfilm kan være et kraftfuldt redskab og en forandringsagent både for publikum, men vigtigst af alt for de virkelige mennesker i denne historie. En special mention går til ’The Territory’ af Alex Pritz.”
Vores mest grundlæggende forståelse af livets oprindelse blev for nylig vendt op og ned, da den grønlandske videnskabsmand Minik Rosing opdagede de første spor af liv på Jorden i en lille fjord tæt på Isua i Grønland. Hans opdagelse foregreb alle tidligere spor af liv med over 300 millioner år. Livet begyndte i Grønland. Men på samme tid accellererer Grønlands smeltende ismasser dag for dag, og forskere overalt i verden er enige om, at smeltevandet til drukne hele vores civilisation, hvis udviklingen får lov at fortsætte. Livets undergang vil også starte fra Grønland. Instruktør Ivalo Franks nye film er en hyldest til sit vældige, naturskønne land, der er fanget mellem to ekstremer: Begyndelsen og slutningen på livet på Jorden, som vi kender det. Mellem den svimlende dybe tid og den moderne accelleration forankrer Franks film sig i sin egen tid gennem mødet med en gruppe børn fra landsbyen Kangaatsiaq, der forelsker sig, indleder venskaber og kæmper med savn og tab.
’Siunissaq – Det Sidste Menneske’ kan ses i Charlottenborg Social Cinema d. 3. april kl. 14.30 og i Cinemateket d. 5. april kl. 21.45.
Juryens begrundelse
”Nordic:Dox Award går til en enestående film, der tør samle en mangfoldighed af stilarter til en collage af billeder og tanker. Historier om jorden og dens mennesker, om begyndelser og slutninger. En film, der både er en følsom hyldest til et land og åbner sig op for de store spørgsmål om selve livet. Til en instruktør med en klar vision og sans for poesi. Prisen går til ’Siunissaq – Det Sidste Menneske’ af Ivalo Frank.”
De tre 19-årige venner Lars, Eino og Thomas er vokset op sammen i Tasiilaq, den største by i det østlige Grønland. Nu står de tre unge mænd overfor et dilemma: Skal de blive eller rejse ud? Hvis de bliver er de nødt til at opgive mange af de drømme, de bærer på. Og hvis de forlader hjemmet i Tasiilaq og flytter ude, vil det få store konsekvenser for deres venner og familie, der bliver tilbage i byen. Men Lars, Eino og Thomas er ikke de eneste, der skal tage den svære beslutning. Mange af Grønlands unge står midt i en turbulent periode mærket af opbrud mellem gamle traditioner og de nye muligheder for at søge ud, som især internettet har bragt med sig. ‘Tsumu – Where Do You Go With Your Dreams?’ er delvist optaget af de unge selv på deres egne smartphones i en collage af individuelle udtryk, der fejer gamle forestillinger om køn og identitet af banen med et selvsikkert brag.
Juryens begrundelse
”Til en film, der giver fortællingens kraft til sine hovedpersoner: dedikerede venner, teenagere med drømme, der bærer byrden af at vokse op et sted, hvor deres generation anses for at være tabt. Til en film, der delvist er optaget af sine hovedpersoner, og som giver plads til individuelle udtryk, mens de befinder sig i en overgang fra gamle traditioner til en ny, digital fremtid. Til stemmer fra et fjernt samfund, der kæmper for at overvinde den onde cirkel, de er fanget i. En special mention går til ‘Tsumu – Where Do You Go With Your Dreams’.”
Under Beiruts gyldne sol står mændene på hustagene og skyder appelsiner mod himlen. Det gør de for at skræmme deres duer, få dem til at flyve længere væk og gøre dem stærkere. De spiller spillet Kash Hamam, hvor du skal lokke de andre spilleres duer ind i din egen dueflok. Lykkes det, er der Kash. Og så klipper du fjerene af duen. Eller fodrer den til kattene. Lea Najjars cinematiske debut er et vitalt portræt af hendes hjemby Beirut. En by ramt af en korrupt elite, folkelige protester og en enorm eksplosion. Men også en by, hvor de hårdtprøvede borgere finder sammen i fællesskaber på trods af kaos. På de flade hustage højt over de labyrintiske gader møder vi tre mænd, der har fundet sammen om deres kærlighed til duerne – og en pige, der drømmer om at komme ind i det maskuline game, Kash Hamam. Et levende, impressionistisk øjebliksbillede fra en allerede eminent instruktør.
‘Kash Kash – Without Feathers We Can’t Live’’ kan opleves i Nordisk Film Dagmar d. 2. april kl. 21.30 og i Cinemateket d. 5. april kl. 21.15.
Juryens begrundelse
”Ud fra en lille anekdote udvider denne film sit filmiske univers og afslører en hel bys, et helt lands skuffede forventninger. Fra åbningsscenens klaustrofobiske setting til en kunstig dues store øje til sidst, der vidner om det sted, den er flygtet fra. Vi, juryen, ønsker at give dette års Next:Wave Award til et fintfølende, men kraftfuldt filmværk: ’Kash Kash – Without Feathers We Can’t Live’.”
Moosa Lane er navnet på den gade i den pakistanske hovedstad Karachi, hvor den ene halvdel af Anita Mathal Hoplands familie bor. Den anden halvdel bor i Danmark. I sin første film som selvstændig instruktør vender Hopland tilbage til materiale, hun har optaget over en periode på hele 15 år i sine to hjemlande, for at forstå sit ophav og sig selv. De kulturelle kontraster er store mellem huset i Karachi, hvor 25 familiemedlemmer bor under samme tag, og det hverdagsrealistiske København i en dansk velfærdsstat. Men i sin reflekterede meditation over mentale og geografiske afstande, og over hvad der binder os sammen på trods af vores forskelle, bygger hun en bro på tværs af tid og sted. I Pakistan bliver hendes kusines datter Saima et anker og fikspunkt, indtil den dag hun skal giftes bort. Tiden går, de to familier forandrer sig, og det samme gør Hopland selv. ‘Moosa Lane’ er en personlig familiefortælling i bredformat, hvor alle følelser får lov at farve lærredet undervejs.
Juryens begrundelse
”Denne film er en følelse snarere end blot et sted. Et mellemliggende sted, som man aldrig helt kan rumme eller forstå. Vi fader ind og ud af tiden gennem instruktørens fintfølende, men konfliktfyldte blik på en familiehistorie, der driver rundt i hendes hukommelse. Hun søger efter spor, der får hende til at høre til, som peger hende ud i en retning af hjem. Et rum, der hverken er her eller dér, et rum, der snarere end at være en forbandelse, bliver en måde at kunne forstå og oversætte to virkeligheder, der eksisterer meget langt fra hinanden. For sådanne dyder ønsker vi at give Next:Waves special mention til ‘Moosa Lane’.”
Politiken:DOX Award er sponsoreret af Politiken Fonden
I et stort faldefærdigt hus tæt på frontlinjen i den østlige krigsarrede del af Ukraine driver en gruppe ukrainske kvinder et børnehjem. Her kan børn, hvis hjem er blevet smadret af fattigdom, vold og alkohol, bo i sikkerhed i op til ni måneder, indtil der er blevet taget stilling til, om de skal hjem igen, i plejefamilie eller flyttes til et andet børnehjem. Men når et barn tjekker ud af børnehjemmet tjekker der altid et nyt ind, der savner sine forældre – som den grænsesøgende Kolia, der både ryger smøger i smug, stjæler og tegner tatoveringer på sine arme, men også passer sine mindre søskende og synker grædende sammen i sin berusede mors arme i Simon Lereng Wilmonts prisvindende film.
‘A House Made of Splinters’ kan ses i Grand Teatret d. 2. april kl. 19.15 og i Cinemateket d. 5. april kl. 14.00.
Juryens begrundelse
“Vinderen af dette års Politiken:DOX er en film, der berører den mest presserende konflikt i tidens nyheder, men lavet af en instruktør, der rejste til Ukraine længe før resten af verden ægte interesserede sig. Dette er ikke en film om den igangværende krig, endda ikke om den konflikt, der siden 2014 har ledt op til den, men den bringer vidnesbyrd om de mennesker, der bor i Østukraine, der lever med og håndterer vanskelige kår, mens krigshundene glammer i baggrunden. Instruktøren har særligt blik for børnene, der lever på et børnehjem i Østukraine og en indsigt i udfordringerne for dem, der forsøger at hjælpe dem. Men det er en film, der fortæller ydmygt, stille og smukt visuelt uden at trænge sig på eller overforklare. Den forsøger blot at give stemme og en lille splint at håb. Årets Politiken:DOX går til ’A House Made of Splinters’.”
Da Michael besøger sit barndomshjem i Grindsted, mødes han af en forvandlet far. Fri fra et årelangt misbrug af alkohol og sløvende piller er Svend-Aage pludselig fuld af energi – i stærk kontrast til den fraværende far Michael oplevede gennem sin barndom. Svend-Aage genopliver sin passion for tøj og er fast besluttet på at vinde sin kones kærlighed tilbage. I årenes løb er hun dog blevet mere optaget af hunden Lexus og har svært ved at lukke sin mand ind i sit liv igen – til trods for talrige akavede forsøg fra Svend-Aages side. Da huset sættes til salg og et helt livs sirligt arkiverede minder pakkes i kasser, træder konturerne af et familietraume fra Michaels barndom frem. Som 4-årig blev Michael diagnosticeret med kræft og fem år fulgte med kemokure, hyppig isolation og frygten for at dø. Det ændrede for altid familiemønstret hos Familien Graversen, men med flytningen øjner Svend-Aage en chance for at tage hånd om fortidens svigt og gribe muligheden for en ny chance i livet.
Juryens begrundelse
“‘Mr. Graversen’ er en film om instruktøren selv og hans forældre. De fleste film i denne genre har svært ved at gøre sig relevante for andre end de involverede og i bestræbelserne på at nå et publikum træder de ofte for hårdt ned i faldgruber med enten vrede eller udstillelse. Denne film er fuld af kærlighed, af moden indsigt og tilgivelse. Det er muligvis en film, der er så dansk, æstetisk set endda så jysk, at den måske har svært ved at finde et internationalt publikum på en international festival. Men lad det derfor være kendt her, at den fandt et publikum blandt Politikens kritikere.”
A tumultuous family drama unfolds as Gara (59) and Nada (13) defend their land set to become a military polygon, revealing layers of complexity that bond mother and daughter. The story of violence against women echoes in the violence against nature.
Juryens begrundelse
“We were impressed by this project which brings us to a place we didn’t know existed, a place of striking beauty and importance to humanity. A story of the human being in a David against Goliath battle, urgently reminding us not to lose our way in the fog of war.”
I samarbejde med DR 3 og Filmværkstedet København har CPH:DOX også uddelt DR Talentprisen, der går til et ung talent, som er i gang med at udvikle en dokumentarfilm. Med prisen følger 25.000 kr. i produktionsstøtte, faglig sparring fra DR samt vejledning og adgang til professionelt produktionsudstyr fra Filmværkstedet. I år gik prisen til projektet ‘The Killjoy Manifest’ af instruktør Minna Katz.
