Med hele 91.400 besøgende blev den trettende udgave af CPH:DOX en stor succes, der endegyldigt slår fast, at den danske dokumentarfilmfestival hører til blandt verdens allervigtigste. For at kunne vokse yderligere internationalt, flytter CPH:DOX næste udgave af festivalen væk fra november og ind i marts, nærmere den 16.-26. marts 2017.

Siden CPH:DOX for første gang løb af stablen i 2003 med godt 11.000 besøgende har festivalen hvert år sat nye publikumsrekorder – men i de sidste fire år er tallet for alvor eksploderet med en stigning fra omkring 47.000 i 2011 til årets publikumstal på 91.400, hvoraf 3.587 er online visninger. Stigningen afspejler ikke mindst, at CPH:DOX for alvor er blevet en festival for hele landet – således arrangerede festivalen landsdækkende simultanvisninger af de mest populære film, herunder Andreas Koefoeds ‘Et Hjem i Verden’ og Naomi Kleins ‘Intet bliver som før’, som i øvrigt stadig kan ses i biografen. Og med projektet DOX:ON:TOUR øgede festivalen sit omfang til at dække det meste af Sjælland, Lolland, Falster og ikke mindst Skåne.

International branchebegivenhed med ambitioner
CPH:DOX er ikke blot en massiv publikumssucces, men også en international branchebegivenhed, der i år tiltrak mere
end 1400 delegerede branchegæster, herunder 320 journalister. Ud over det veletablerede finansieringsforum CPH:FORUM og talentudviklingsprojektet CPH:LAB, der begge tiltrækker producenter, instruktører og filmfinansierer fra hele verden, kunne filmbranchen også stifte bekendtskab med to nye initiativer: CPH:CHANGE, som sætter filmprojekter sammen med kommercielle virksomheder, der sammen kan skabe social forandring, og VR:LAB, verdens første virtual reality laboratorium, der introducerede 10 nordiske instruktørpar for fremtidens nye medie.

Og den enorme vækst, ikke mindst på den internationale platform, får nu CPH:DOX til at rykke væk fra den travle festivalmåned november, hvor bl.a. verdens største dokumentarfilmfestival, hollandske IDFA, ligger. Festivaldirektør Tine Fischer udtaler: “Årets festival er gået forrygende. Vi har igen i år oplevet stor publikumsfremgang og interessen fra den internationale filmbranche er nu så markant, at vi har besluttet at rykke festivalen til marts for at give os selv den plads, det kræver at udvikle festivalen yderligere i forhold til det internationale marked. Vi har altid været placeret i ugen før IDFA, og det har ikke gjort den store forskel tidligere, men nu hvor vi selv er i filmfestivalernes A-liga, har vi brug for mere rum at boltre os på.”

Administrerende direktør i De Københavnske Filmfestivaler Steffen Andersen-Møller udtaler: ”At flytte fra den nuværende placering i november til det tidlige forår, er mere end en kalenderøvelse. Ambitionen om at blive verdens vigtigste dokumentarfilmfestival er intakt, og det kræver mere plads for at udfolde potentialet. Ideelt set vil flytningen sikre, at der i Europa er to toneangivende dokumentarfilmfestivaler i den årlige festivalcirkel – hvor CPH:DOX åbner og IDFA lukker året.”

Skiltet

Kæmpet sig op i festivalernes verdensliga
Både Det Danske Filminstitut og de danske dokumentarfilmproducenter er begejstrede for flytningen og udviklingen af CPH:DOX.

Sigrid Dyekjær, producent, Danish Documentary udtaler: “CPH:DOX har indtaget en international position, der ikke kun udfordrer verdens største dokumentarfilmfestivaler, men også tilbyder den internationale filmbranche en helt unik platform med fokus på nytænkning, nye partnerskaber og en helt ny standard for, hvad dokumentarfilmen kan i dag. For den danske branche er det fantastisk med så stærk en hjemmebane og flytningen af festivalen til marts er den bedste nyhed for den danske branche og ikke mindst for festivalens mulighed for at forankre sig i den absolutte top.”

Henrik Bo Nielsen, Adm. Direktør, Det Danske Filminstitut udtaler: “CPH:DOX har fra begyndelsen haft store ambitioner: om at flytte grænserne for den dokumentariske fortælling og om at tage del i virkeligheden. Om at gribe ud efter publikum på nye måder. Og om at få de mest nytænkende og indflydelsesrige folk fra nær og fjern til at deltage i festivalen. Det er imponerende godt gået, at en dansk festival på så få år både har formået at tiltrække et stort og bredt lokalt publikum – og samtidig har kæmpet sig op i dokumentarfilmfestivalernes verdensliga. Med den position giver det god mening at flytte CPH:DOX til foråret, og jeg glæder mig til fortsat at følge festivalens udvikling.”

Politisk aktualitet og kunstnerisk fremsynethed
At så mange mennesker både i og uden for filmmiljøet har taget CPH:DOX til sig, hænger også sammen med festivalens evne til sætte fokus på aktuelle, samfundsmæssige problemstillinger og temaer. Flygtningekrisen og klimakrisen var i år nogle af de absolutte hovedtemaer på årets festival – sidstnævnte med to filmprogrammer af årets internationale gæstekuratorer Naomi Klein og Olafur Eliasson. Også det hyperaktuelle, komplekse forhold mellem islamisme, terror, overvågning og basale demokratiske værdier blev taget under behandling, både i film og flere debatarrangementer under festivalens nye demokratimøde REALITY:CHECK.

Med andre ord var årets CPH:DOX mere end nogensinde før et spejl for aktuelle politiske problemstillinger – og mindst lige så væsentligt er festivalens status som international bannerfører, når det gælder udviklingen af dokumentarfilm som kunstform. Årets DOX:AWARD-vinder, hybridfilmen ‘God Bless The Child’, var et blandt mange eksempler på, at det stadig er på CPH:DOX, at grænserne rykkes for hvad dokumentarismen kan og må.

CPH:DOX fejrer i øvrigt publikumssuccesen i biograferne med en særvisning af Yann Arthus-Bertrands unikke hyldest til menneskeheden, ‘HUMAN’, der var en af de 10 mest sete film på årets festival. Det sker den 1. december kl 18:15 i Grand Teatret. Billetter: http://var.ebillet.dk/simple/buy.listtt.aspx?act=Buy&refno=320174&orgno=108&sysno=3

Top 10 over de mest sete film på CPH:DOX 2015
1. Et Hjem i Verden
2. Intet bliver som før
3. The Wolfpack
4. Mand Falder
5. Banksy Does New York
6. Human
7. Cartel Land
8. B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin
9. A Good American
10. Brødre

Fakta: Publikumstal på CPH:DOX
2015: 91.400
2014: 83.900
2013: 70.100
2012: 51.800
2011: 47.300
2010: 45.400
2009: 37.738
2008: 33.093
2007: 25.867
2006: 24.100
2005: 20.178
2004: 16.500
2003: 11.706