Det danske eksperimenterende pop-band gæster festivalen med ny musik og film.

Vanen tro disker CPH:DOX til marts op med et musikprogram bestående af koncertrækken AUDIO:VISUALS og musikdokumentar-programmet Sound & Vision.

Navne som Jenny Wilson, Liima og Blondage er allerede føjet til førstnævnte – og i dag er endnu et navn altså tilføjet til koncertrækken: Choir of Young Believers.

Bandet giver koncert på det særlige venue Betty Nansen Teatret den 19. marts klokken 20.00 – og det bliver ifølge frontmanden Jannis Noya Makrigiannis både med ny musik og film, ”inspireret af den spirituelle ridder-kult “Ridderne af den Sande Vej””. Filmen er et samarbejde med Plum-tvillingerne, Sara Laub og Emille Sofie Hyttel, og er blandt andet skudt i løbet af denne Januar i Oman.

Begejstret anmeldere og publikum

Choir of Young Believers har siden debut EP’en i 2007 begejstret anmeldere og publikum i Danmark, såvel som resten af verden. De to første albums ”This Is For The White In Your Eyes” (2008) og ”Rhine Gold” (2012) udløste de helt store gloser fra den internationale musik presse og bandet har tourneret flittigt i Europa og USA.

Siden dengang er bandet gået nye og mere udfordrende veje. Efter det seneste anmelderroste og fragmenterede album ”Grasque”, der vekslede imellem pulserende techno beats, kitschede horn, synthesizers og samples, kan man (heldigvis!) ikke vide sig sikker på noget længere, når bandet debuterer ny musik denne aften.

Bandet føjer sig til festivalens AUDIO:VISUALS-lineup, som indtil videre også tæller en særlig #Metoo aften med Jenny Wilson samt audiovisuelle koncerter med Blondage, Liima, Saint Cava og BBC Planet Earth II – live in concert.

Hele musikprogrammet, som består af både koncerter og dokumentarfilm, bliver offentliggjort i starten af februar.

Choir of Young Believers, CPH:DOX 2018. 19. marts 2018, 20.00. Betty Nansen Teatret. Billetter i facebookeventet.

OM CPH:DOX

CPH:DOX er med 97.500+ publikummer blandt verdens største dokumentarfilmfestivaler. Fra 15. til 25. marts 2018 slår CPH:DOX for femtende gang dørene op til 11 dage i virkelighedens tegn med over 200 dokumentarfilm fra hele verden, koncerter, fester, udstillinger, VR, talks, debatter, børnefilm og meget mere. Festivalen, der er centreret omkring Kunsthal Charlottenborg, afholder også events og filmvisninger over hele Danmark. Årets program bliver offentliggjort 16. februar på cphdox.dk