I samarbejde med Aarhus 2017 præsenterer CPH:DOX et særligt kurateret filmprogram af Anohni.

Kunstneren og musikeren Anohni har kurateret et filmprogram særligt for CPH:DOX 2017 under titlen ‘DISRUPT THEIR LIVES’.

Anohni er tidligere kendt som frontfigur i bandet Antony & The Johnsons, og udgav i 2016 pladen ‘ANOHNI: HOPELESSNESS’, der konfronterer og adresserer Anohnis egen rolle som forbruger og amerikansk borger i aspekter af det kontemporære liv, der inkluderer drone-krigsførsel, dødsstraf i USA, øko-cide, masseovervågning og systemisk vold.

Titlen ‘DISRUPT THEIR LIVES’ er et citat af den amerikanske LGBT-aktivist og filmskaber Vito Russo, og stammer fra et radio-interview, som Russo gav mens han underviste i repræsentation af homoseksuelle på universitetet i Santa Cruz, Californien. Mens AIDS-krisen var på sit højeste opfordrede Russo, der døde det følgende år, sit miljø til at kæmpe for deres liv overfor en konstant opposition udefra:

Gary Reynolds (interviewer): ‘Tror du altid, at de vil hade os?’

Vito Russo: ‘Ja, i hvert fald i min egen levetid. Vi har lært den triste lektie, at ingen kan lide de homoseksuelle, at ingen støtter de dem, og at jo sødere du selv er mod folk, jo værre behandler de dig. Så det hjælper ingenting at være søde små drenge og piger, der altid gør og siger de rigtige ting, for de vil stadig hade os fanatisk og der vil ikke være nogen penge at behandle AIDS for… Så jeg siger, disrupt their lives.

En del af Anohnis egen praksis som kunstner samler den nyere histories traumer som kolonialisme, etnisk folkemord, Holocaust, AIDS-krisen, 9/11, økologisk kollaps og biodiversitetens forfald, og ser dem som sammenflettede i en kataklysme, snarere end som en række af adskilte begivenheder og fænomener.

Fra Jack Smith og Andy Warhol over Kembra Pfahler til Anohnis nære ven Charles Atlas (som sammen med Anohni gæstede CPH:DOX i 2011 med filmen ‘Turning’) samler Anohnis program på CPH:DOX en række både populære og sjældne værker, der inkluderer den overjordisk smukke og skræmmende butoh-film ‘Mr. O’s Book of the Dead’ (1973), John Waters’ ‘Pink Flamingos’, William Basinskis ambient-mesterværk ‘Disintegration Loops’, Alain Resnais’ ‘Nat og tåge’, og et portræt af New York-heltinden Marsha P. Johnson og dokumentarfilm fra samfundets udkanter.

Anohni er den seneste i rækken af gæstekuratorer på CPH:DOX, der tidligere har talt Ai Weiwei, Nan Goldin, Olafur Eliasson, Douglas Gordon, Laura Poitras, Naomi Klein & Avi Lewis, Ben Rivers & Ben Russell, Animal Collective og Harmony Korine.

‘DISRUPT THEIR LIVES’ er præsenteret i samarbejde med Aarhus 2017.