Åbningsgalla 2024
Vær med, når vi skyder festivalen i gang til åbningsgalla 12. marts i Konservatoriets koncertsal med verdenspremiere på Max Kestners film ‘Livet og andre problemer’
Da giraffen Marius blev aflivet af Københavns Zoologiske Have for 10 år siden, blev det en nyhed, der gik viralt fra Hollywood til Tjetjenien. Men det blev også den første dominobrik, der væltede i den vildtvoksende skov af eksistentielle spørgsmål, som Max Kestner stiller sig selv og os i sin nye og herligt eventyrlystne film. Hvad er livet? Findes bevidstheden? Hvor kommer kærligheden fra? Og ikke mindst: Hvordan hænger det hele egentlig sammen – sådan rigtigt? Med nysgerrighed og et åbent sind drager Kestner ud på en filosofisk verdensomsrejse for at få svar på sine spørgsmål.
‘Livet og andre problemer’ er ud over at være festivalens åbningsfilm også nomineret til festivalens hovedpris DOX:AWARD – en pris for de bedste og vigtigste nye film.
CPH:DOX og To Øl byder på en forfriskning efter filmen.