Kærlighed i en algoritmestyret tid
Efter 'The Dating Game' debatterer vi moderne datingkultur, når Nathalie Kjærgaard og Amalie Plambech fra ungdomsbevægelsen SAGA mødes, og forsker Malthe Rye Thomsen nuancerer emnet.
I en tid, hvor nuancer ofte drukner i debatten, og hvor fløjene bevæger sig længere og længere fra hinanden, er det vigtigere end nogensinde at kunne tale sammen på tværs af holdninger, baggrunde og overbevisninger. Derfor inviterer vi i samarbejde med SAGA, Danmarks partineutrale ungdomsorganisation, til en eventrække, hvor vi dykker ned i komplekse dilemmaer og udfordrer hinanden i en åben debat.
I denne omgang stiller vi skarpt på moderne datingkultur: Er kærlighed blevet en konkurrence? Hvordan påvirker teknologi vores måde at møde hinanden på? Og hvad gør det ved os, når algoritmer, status og kynisme bliver afgørende faktorer i jagten på en partner?
Efter visningen af The Dating Game mødes Nathalie Kjærgaard og Amalie Plambech fra SAGA i en livlig debat, mens forsker Malthe Rye Thomsen nuancerer samtalen med sin indsigt i, hvordan digitale platforme har ændret unges oplevelse af kærlighed og dating. Sammen skaber vi et rum for nye perspektiver, skarpe argumenter – og vigtigst af alt: Accepten af at være uenig.
Sprog: Dansk