Fordi dokumentarfilm tager udgangspunkt i virkeligheden, og fordi elevernes undervisning skal sættes mest muligt i spil, bliver hver eneste filmvisning fulgt op med workshops, debatter og oplæg. Her kan du læse meget mere om de aktiviteter, der følger efter hver eneste filmvisning i skoleprogrammet, og som du og dine elever kan deltage i. Du kan løbende se flere aktiviteter på siden.

Kontakt projektleder Marie Ørbæk på marie@cphdox.dk eller 60 47 69 06 for billetter og mere information.

Workshop: Mobilvideo med Everyday

En helt særlig del af skoleprogrammet er vores videoworkshops med CPH:DOX’s videoplatform Everyday. Med hjælp og vejledning fra workshoplederne arbejder eleverne med mobilvideoproduktion i praksis og inspireres samtidig til at fortælle deres egne historier. De lærer at tage kritisk stilling til videoens modtagere og betydningen af det at dele videoer om sig selv på nettet og med hinanden. Læs mere om Everyday på www.everydayproject.dk.

  • Klassetrin: 1. Klasse +
  • Fag og emner: Alle fag
  • Sprog: Dansk

Workshop: Sådan virker det!

En gnist løber langs gulvet og ind i et bildæk, der triller ind i en stige, der vælter ned over et bræt, der sætter gang i en rulleskøjte, der tænder et stearinlys – og så er kædereaktionen sat i gang! Vær med til at bygge din egen dominoeffekt-maskine under CPH:DOX. Efter visning af dokumentarfilmen ‘The Way Things Go’ giver vi eleverne mulighed for selv at bygge en kædereaktion, filme resultatet og få det med hjem, og undervejs overveje forholdet mellem årsag og virkning.

  • Klassetrin: 4. Klasse +
  • Fag og emner: Matematik, Natur/teknologi
  • Sprog: Dansk

Workshop: Mød Annegien fra ‘The Girl of 672K’

Mød 15-årige Annegien, der har flere følgere på de sociale medier, end de fleste Youtube-stjerner kan drømme om. Annegien kommer under CPH:DOX til København for at lære fra sig og vise, hvordan hun direkte fra sin mobil skaber sine smukke fotografier, der har sikret hende næsten 700.000 følgere på Instagram. Annegien holder både masterclasses efter filmvisningerne og workshops for mindre elevgrupper. Her kan du og dine elever høre Annegiens historie og lære hendes metoder og teknik at kende.

  • Klassetrin: 7. Klasse +
  • Fag og emner: Dansk, Billedkunst, Filmkundskab, Medier
  • Sprog: Engelsk