Her kan du tilmelde dig som frivillig til CPH:DOX 2017.

Nedenfor kan du læse om alle de spændende afdelinger, som har brug for din hjælp både før og under festivalen, som finder sted 16.-26. marts 2017. Afhængigt af dine ønsker og erfaringer er der mulighed for at varetage et væld af opgaver. Vær opmærksom på at vi forventer mindst 10 timer som frivillig på CPH:DOX.

Der er også muligheden for at blive Superdoxer!

Som Superdoxer kan du varetage mere ansvarsfyldte opgaver samt blive en større del af vores teams i de forskellige afdelinger. Desuden får du mulighed for at komme tæt på branchen og møde mennesker fra hele verdenen. Her forventer vi 30 timer som frivillig både før og under festivalen. Det kvitterer vi med et anbefalingsbrev og endnu flere fribilletter.

Sådan ansøger du:

For at ansøge om at blive frivillig på CPH:DOX 2017 beder vi dig oprette en profil og udfylde et ansøgningsskema her. Det tager kun et øjeblik. Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive til os på frivillig@cphdox.dk.

 

Afdelinger og opgaver

Som frivillig her, kommer du til at indgå i den daglige drift af festivalens venues, blandt andet festivalens centrum på Kunsthal Charlottenborg og vores venue Bremen Teater. Her kommer du tæt på publikum og på de film, koncerter og events, der foregår under festivalen.

CPH:INDUSTRY skaber grundlaget for filmskabere, distributører, produktionsselskaber og meget mere til at mødes på tværs af nationer i dokumentarens tegn. CPH:INDUSTRY inkluderer CPH:FORUM, CPH:MARKET, CPH:CONFERENCE og CPH:LAB – alle som er med til at sørge for at CPH:DOX har et af de bedste brancheplatforme for dokumentarfilmindustrien.

Vi har brug for frivillige, som vil være med til at sørge for, at vores højprofilerede gæster får den bedst mulige oplevelse under deres besøg. Vi lægger stor vægt på, at du er serviceminded, god til at indgå i et team, taler flydende engelsk, er organiseret og punktlig, løsningsorienteret, præsentabel, venlig, men også professionel i din udstråling.

I Marketing hjælper du os med at distribuere alle vores markedsføringsmaterialer – primært programavisen, men også mindre hæfter, plakater og lignende. Dette kan gøres både på cykel, gåben eller i bil alt afhængig af den rute man får tildelt.
Derudover har vi brug for hjælp til at uddele og indhente stemmesedler til alle filmvisninger af de film der er nomineret til Politikens Publikumspris (man må gerne se filmen på disse vagter, hvis der ikke er udsolgt!). For at udvikle festivalen og lære vores publikum bedre at kende har vi også brug for en masse frivillige interviewere, der kan hjælpe med at få respondenter til vores brugerundersøgelse, så hvis du er glad for at snakke med nye mennesker og måske endda lidt nysgerrig anlagt, så er den helt i vinkel!

Vi leder også efter frivillige til at hjælpe os med at række ud til potentielle publikummer – via telefon, e-mail, kampagne eller gennem events, konkurrencer og andre formater som du vil være med til at udvikle
Du vil komme i direkte kontakt med et stort netværk af organisationer, foreninger og andre potentielle målgrupper. Vi behøver folk til dette som er kreative, opfindsomme og gode storytellere.

Som frivillig hos Festival, vil du være involveret i den praktiske afvikling af blandt andet festivalens mange og vidt forskellige events, der spænder fra filmvisninger på alternative locations til debatarrangementer, receptioner og fester – og meget andet. Festival inkluderer også vores Børn & Unge afdeling, som har særligt fokus på at formidle dokumentarfilm til et yngre publikum specielt med hensyn til brug i undervisningen.
Du vil ofte være i direkte kontakt med både festivalens internationale gæster, med publikum og vigtige samarbejdspartnere. Det er derfor en fordel, at du har overskud og er med på at tilpasse dig til situationen.

Printkoordinering arbejder med distribueringen af film til biografer, både før og under festivalen. Den primære opgave er at sørge for at filmene på årets festival bliver leveret til biograferne før visningerne. Dette betyder at du bliver involveret i rent fysisk at skulle transportere ca. 200 film i biograferne i bil. Det er nødvendigt at have kørekort for at kunne tage disse vagter, samt være ansvarsbevidst og organiseret.

Gæsteafdelingen tager imod alle festivalens gæster, filminstruktører samt professionelle og tager sig af deres akkreditering og indkvartering under deres ophold i København.
Lige fra vi møder dem i lufthavnen til de checker ud igen.
Under festivalen er vores informationsskranke beliggende i Charlottenborg Kunsthal, samt befinder vi os på de officielle festival-hoteller i gæsteskranken.
Vi stræber efter at tilbyde vores gæster og frivillige en varm og personlig oplevelse under CPH:DOX. Vi leder efter frivillige med gode sprogkompetencer, som har mulighed for at hjælpe en hel del under festivalen. Som frivillig i Guest Department får du tildelt stort ansvar, og vil indgå i et kompetent og dynamisk team, som er dedikeret til at udøve en exceptionel service.

Opgaverne som frivillig for Produktionsgruppen består primært af praktisk fysisk arbejde, og omhandler oftest at flytte vores tekniske gear af/på scener, ind/ud af venues osv. Det er et plus, hvis man før har beskæftiget sig med produktion, dog ikke et must. Man skal være frisk på at tage fat, samt kunne løfte og bære tunge ting. Opgaverne kan være meget varierende, da det ofte hænder, at en produktion på den ene eller anden måde ændrer sig ift. planlægningen. Derfor er fleksibilitet yderst værdsat. For os er det vigtigt, at du kan modtage instrukser og reagere hurtigt uden at stresse, samt håndtere pressede situationer med et smil. Bemærk venligst, at opgaverne med produktion ofte foregår tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

DOX:ON:TOUR er et tiltag lanceret af CPH:DOX med formålet om at sprede den københavnske dokumentarfilmfestival til hele Sjælland og Nordjylland.
Festivalen kommer ud til diverse gymnasier samt lokale visningssteder og afholder events, debatter og meget mere. Som frivillig hos DOX:ON:TOUR, kommer du til at være CPH:DOX’s ansigt udadtil.
DU kommer til at tage ud til disse visningssteder, nogle gange alene, og repræsentere og introducere film på vegne af CPH:DOX.
Du kommer til at være moderator på debatter, Q&A’s og generelt være vært for disse events.
Derfor bedes du i kommentar sektionen i ansøgningsskemaet at angive hvorfor netop DU er perfekt til denne rolle!